Søren & Lise i Guatemala |
||||||||
| ||||||||
Siden sidst - juni 2008Nyere historier under Siden sidst Fodbold og marimbaUdenfor skinner solen, men i El Portal trænger ingen lysstråler ind, så man fornemmer ikke, hvad tid på døgnet det er. Der er tilrøget og fuldt af mennesker denne lørdag formiddag. Både grupper af mænd og familier med børn. Langs baren sidder en række mænd og følger med i Europa Cup-kampen mellem Grækenland og Rusland. Der er tre tv-skærme, men man kan slet ikke høre kommentarer. I stedet hører man det lille husorkester, som står på en halvetage helt oppe under loftet og spiller marimba – en ret speciel cocktail. El Portal eller "El Portalito" er den ældste restaurant i Guatemala City – den åbnede i 1932. Den ligger i en fin, gammel forretningsportal lige ved Plaza Central. Portalen er netop blevet restaureret – men El Portal ser ud som altid. Her har kendte folk, forfattere, politikere, kunstnere og studenter mødtes i 75 år. Miguel Angel Asturias, den guatemalanske forfatter og nobelpristager (1899-1974), har brugt El Portal i sine beskrivelser af livet i hovedstaden.
Kolibrier
Nu har kolibrierne endelig opdaget den særlige "feeder" med sukkervand, som hænger i en busk på vores altan på 7. etage. Vi har længe haft besøg af kolibrier af og til, men nu kommer de tit. De er også vældig glade for den store Flittig-Lise-plante med røde blomster. Måske er det regntiden, som lokker dem til "fast food". Mit skrivebord er lige ud for et vindue, som vender ud til altanen, så jeg kan se kolibrierne komme og flyve. Men det har været meget svært at fotografere dem - hver gang jeg løfter armen med kameraet, flyver de væk. Men i dag lykkedes det endelig - billederne er desværre lidt uklare, for de er taget gennem vinduet. |
||||||||
© www.lisefogh.dk | Opdateret: 13-03-2019 | Forside | Kontakt | Til top |