Siden sidst - december 2006
Nyere historier om programmet
Jul og nytår i Mexico City
Fra d. 22. december 2006 til d.1. januar 2007, Lise |
|
|
Indtryk
fra Mexico
Vi havde en dejlig juleferie i Mexico City, en af verdens største byer
- den fylder 2.000 km2, ligger 2.000 m over havet og har en befolkning på næsten
20 mio.
På grund
af julen var der fredeligt, og vi oplevede ikke det forventede trafikkaos – tvært
imod. Her er vores indtryk samlet tematisk.
|
|
På
den centrale plads, Zócalo, ligger Palacio Nacional,
hvor præsidenten bor.
Her
findes nogle af Diego
Riveras murmalerier. |
|
|
|
Sikkerhed
Når man kommer fra Guatemala City, er det en stor luksus at være
i en by, hvor man kan færdes frit, køre med metro og gå rundt
på gaderne om aftenen – uden at føle sig usikker. Især
benyttede vi os af metroen til at krydse gennem byen og besøge forskellige
kvarterer. Vi gik fra park til park, og fra plads til plads, afbrudt af pit
stops på cafeer.
Middelklasse
Vi noterede en anden forskel fra Guatemala – her i Mexico City er der
en betydelig middelklasse. Den er synlig, dels i de mange bykvarterer med velholdte
huse, dels når de går tur i parken, og i særdeleshed i den
pictureske bydel San Ángel, hvor det vrimlede med pæne folk på det
ugentlige lørdagsmarked med kunsthåndværk. Her købte
vi selv et par billeder.
|
|
Kunst og arkitektur
Vi nød at spadsere gennem gader omgivet af karakteristisk og smuk
arkitektur – nogle steder mindede det om Berlin eller Paris. Særligt
mexicansk er dog de stærke og glade farver, som præger bybilledet
og kunsten i øvrigt.
|
|
Vi
besøgte
Robert Bradys museum (i Guernavaca syd for Mexico City). Han var
kunstsamler, og hans hjem var et sansebombardement af kunst og
farver.
Man
kan let blive forelsket i den mexicanske stil.
|
|
Del
af Diego Riveras vægmaleri i Palacio de Cortés i Guernavaca,
som handler om spaniernes erobring af området.
|
|
Frida
Kahlo og Diego Rivera
Vi opsøgte så mange steder som muligt med relation til disse to
kunstnere. Med Troels’ speciale i frisk erindring måtte vi jo besøge
de to kunstnerhjemsmuseer.
Derudover
så vi flere af Diego Riveras murmalerier. De blev skabt i årene
efter revolutionen for at fortælle Mexicos historie for folket,
som ofte ikke kunne læse. Malerierne er som kæmpe tegneserier
fuld af symboler, og de skildrer skelsættende begivenheder.
Frida
Kahlos atelier i det Blå Hus
|
|
Præcolumbiansk
og indiansk kultur
Det var en stor oplevelse at gå ad Dødens Allé med Soltemplet
på højre side og Månetemplet for enden af vejen. De
præcolumbianske kulturer lader til at have været meget religiøse.
De fleste bevarede bygningsværker og artefakter tjener religiøse
formål, eller også handler de om krig. Der var tilsyneladende
mange indbyrdes krige mellem de forskellige stammer.
Udsigten fra Månetemplet med Soltemplet til venstre for Dødens
Allé, som er 5 km lang, og den sydlige del er endnu ikke udgravet.
Vi
tilbragte en hel dag på det antropologiske museum. Den ene
halvdel handler om de præcolumbianske kulturer, den anden om
nutidige indianske kulturer – og det overraskende er, hvor
mange forskellige stammer der er (eller har været). Vi har
måske hørt om et par stykker, men der er utallige! Mange
er dog nok ved at dø ud.
|
|
|
|
Jul
og Nytårsaften
Det viste sig, at Sørens familie kender en familie, der bor i Mexico
City, og dér blev vi inviteret 1. Juledag til traditionel, dansk julefrokost
med sild, leverpostej og ris a la mande ;-)
Vi fejrede
nytårsaften
på en
stor restaurant med underholdning, dans og mariachi-musik. Det var
ret sjovt. Vi delte bord med et argentinsk ægtepar – også turister.
På grund af musikken kunne vi næsten ikke snakke.
Nu tror jeg, at jeg har hørt mariachi-musik nok for meget
lang tid
|
|
I folkekulturen sætter den spanske indflydelse sig stærkt
igennem, fx i disse danse og kostumer |
|
Gadeliv
og madkultur
Ligesom i Honduras og Guatemala er der gadesælgere overalt, og
ofte får
man rigtig god mad ved de små gadekøkkener. På den store
plads, Zócula, var der et mylder af liv. Juleaftensdag var der børneteater
og uddeling af gratis mad, og i den anden ende af pladsen indiansk dans. Andre
steder kunne man købe ”renselse” af en indiansk shaman.
|
|
Der
var også meget travlt på det indendørs marked – den
traditionelle julemad er kalkun. |
Julefrokost
Mandag 18. december 2006, Lise |
|
|
Også her er der tradition for at holde julefrokost, og vi har deltaget
i tre forskellige.
I fredags havde kontoret julefrokost. Det foregik
hos Silvia, hvis hus var ideelt til formålet. Der er nemlig en indre patio / gård,
hvor vi dansede. Meget festligt. De lokale er gode til at danse salsa!
Det danske kontor plus ægtefæller Søren
og jeg havde arrangeret en leg – i stil med Lille Peter og
de tre bjørneunger i Zoo. Historien handlede om et internationalt
projekt, og de fem deltagere skulle ustandseligt rejse sig og løbe
rundt om stolene.
|
|
Her
er traditionen, at man forærer hinanden julekurve med
godter til jul. I øjeblikket står der fint pakkede kurve
i alle butikker. I
nogle supermarkeder er kurven erstattet med en kulørt plastik
(op)vaskebalje; efter sigende fordi folk hellere vil have noget,
de kan bruge bagefter – kurvene er ikke særligt anvendelige.
Søren
havde bestilt nogle flotte kurve til personalet med ingredienser,
fx kaffe, marmelade og nødder, der er fremstillet af
små kooperativer
på landet – altså økologisk og bæredygtigt,
helt i programmets ånd. Kurvene forhandles af en af samarbejdspartnerne,
Kiej de los Bosques.
Hash-gruppen holdt
en fest, som mest var et ”drinks party”. I den første
invitation stod der, at man skulle møde op i ”etnisk” tøj,
men senere blev den idé opgivet. Der var alligevel et par stykker,
som ikke havde opdaget det, og som derfor kom udklædte – surt
for dem!
I går var vi til kalkun-middag hos vores mexicanske
veninde sammen med et par venner. Rigtig hyggeligt.
|
Andinismo
Mandag den 11. december
2006, Lise |
|
|
Mandagen
efter Pacaya-turen var der juleafslutning i bjergklubben.
Søren
kunne ikke deltage, så jeg tog alene derhen. Der var nemlig et
diplom til Søren som tak for hans foredrag om Grønland,
som jeg var oppe på scenen for at modtage.
Da klubben blev grundlagt for 55 år siden, "opfandt" man ordet Andinismo
inspireret af Alpinismo, selv om bjergene her ikke er en del af Andes-bjergene.
|
|
Små og store klatrere som har vundet i en national klatreturnering
Der var
ca to timers taler og overrækkelse
af masser af præmier, medaljer og diplomer for deltagelse i internationale
konkurrencer eller for at have besteget tre vulkaner inden for en
måned og lignende.
Til sidst
skulle børnene omsider optræde med et julekrybbespil.
Jeg tvivler på, at 40 danske børn havde klaret at vente så længe
iført kostumer etc. Til gengæld var deres afsyngelse af ”Glade
jul” ikke særligt imponerende.
|
På glødende lava
Lørdag-søndag den
9-10. december 2006, Lise |
|
|
Pacaya
(vulkanen til højre) set fra landevejen.
Bjergklubben
her i Guatemala City har tradition for en tur til vulkanen
Pacaya i
december. Så vi tog med. Det var ligesom at være på spejdertur,
for klubben har nemlig ”en bjergskole” for børn
i alderen 5-12, som lærer at klatre, gå i bjerge og klare
sig i naturen.
Foruden
lederne og børnene deltog også en del af forældrene
i denne juletur, så der var tæt med telte.
Vi snakkede
med flere hyggelige mennesker, som lægger en stor indsats
i denne bjergklub og især i arbejdet med børnene. ”Vi
er nødt til at begynde med dem som små, hvis vi skal gøre
landet til et bedre sted”, som Sergio sagde flere gange.
Stadig
aktiv vulkan
Pacaya
er en aktiv vulkan, og tidligere på året havde den et udbrud,
som betød, at en flod af lava gled ned langs bjerget. Nu er det
meste
af lavaen stivnet.
Det brune er lava-floden
|
|
Mange
bestiger Pacaya om aftenen for at kunne se den rødglødende lava.
Vi kravlede
ud på lavaen,
som er hård, ujævn og skarp. Jo længere vi kom, jo
mere kunne vi føle varmen, og til sidst kom vi til et sted, hvor
der var revner ned til rødglødende lava – meget fascinerende.
Hvis man smed noget brandbart ned i spalten, flammede det op.
Der var et mærkeligt lys i solnedgangen
På vej
ned ad vulkanen fik vi en ekstra fornøjelse – nemlig
udsigten til et stort fyrværkeri inde i Guatemala City - på 35
kms afstand. Det er Pollo Campero – Guatemalas svar
på Mac Donald – som
hvert år arrangerer et kæmpe fyrværkeri op til jul.
Da vi kom
tilbage til lejren, var der varm frugtpunch, varmet over bål.
Næste morgen fik vi flot udsigt til de andre vulkaner i
området
|
Tidligere historier under Siden sidst
|