Søren & Lise i
Guatemala

Stumper og stykker - 6

Nyere historier under Stumper og stykker

En omnibusavis

15. juni 2007, Lise

Det største dagblad i Guatemala hedder Prensa Libre – og det abonnerer vi på. Avisen har en fast opbygning, så jeg kan næsten forudse, hvad der står hver dag.

Først dagens forsidehistorie, som oftest handler om indenrigspolitik, fx afsløringer af korruption, problemer med hospitaler, veje der er brudt sammen, etc etc. For tiden er der dernæst et par sider om valgkampen, og så følger de faste sider med gårsdagens mord og ulykker. Lakonisk berettes fx "I går blev i alt 7 mennesker dræbt, heraf to kvinder i Retalhuleu. Ligene af tre mænd blev fundet bundet og skudt i en kløft uden for Esquintla, etc etc …" Sommetider også eksempler på, at politiet har fanget nogle – formodede – gerningsmænd, som bliver afbildet og nævnt ved navn, selv om de ikke er dømt. Nogle få gange er der omtale af domsafsigelser.

Så følger lederen og debatsiderne med en række fast kommentatorer og kortere læserbreve. Der er få sider om erhverv og økonomi, derefter de internationale sider, som hovedsageligt handler om Latinamerika og USA - kun lidt om Europa og resten af verden.

Endelig kommer et par sider "Departemental", som drejer sig om alle provinserne. Her er der historier om lukning af skoler, manglende vandforsyning, af og til iblandet en solskinshistorie, fx om et kvindekollektiv, som er begyndt at sælge deres marmelade til det internationale marked. Først på disse sider optræder mayaerne.

Så følger nogle kultursider og sider om "det gode liv", tv-programmer, vittigheder og til sidst sport, som klart domineres af fodbold.

Lige før sportssiderne kommer siderne med dødsannoncer. Når en offentligt kendt person dør, indrykker en mængde virksomheder store helsidesannoncer, hvor de kondolerer. Så hvis det er en meget kendt person, stiger avisens sidetal pludselig fra 60 til 80. Virksomhederne bruger tydeligvis disse "dødsannoncer" til at markedsføre sig med store logoer.

Tillæg til hele ugen
Ud over de daglige ca 60 sider – med mange reklamer - følger der ugen igennem forskellige tillæg.
Om søndagen er der fx et spansk optryk af artikler fra den seneste uges New York Times.
Mit yndlingstillæg er kulturmagasinet Revista D med baggrundsartikler og reportager, fx interview med kulturpersoner eller en reportage om en ny, arkæologisk udgravning.


Om søndagen er der også et helt blad om fodbold: don balon.
Mundo Motor kommer vist kun hver måned.

 


Nu i valgåret kommer der af og til særlige valgtillæg med meningsmålinger eller et andet valgrelateret emne.

Public service
Avisen føler åbenbart et ansvar for at oplyse og uddanne læserne.
De små børn kan samle på små hæfter med eventyr og ark med aktiviteter. Nogle går simpelt hen ud på at lære børn at læse.
Til skolebørnene er der et ugentlig tillæg, Aula. Her var fx en artikel om udvekslingsorganisationer.
For tiden kommer en hel serie indstik med undervisningsmaterialer om geografi, fysik og biologi – fx et ark med en tegning af et hjerte og navne på arterier etc. Jeg samler omhyggeligt de geografiske kort over alle Guatemalas provinser.
Disse pædagogiske materialer er sponsoreret af forskellige store virksomheder.

De unges frie liv
Om fredagen er der et tillæg om forlystelser i weekenden og et kulørt magasin med titlen Via Libre – den frie vej. Det henvender sig til unge mennesker og indeholder hver uge stof om samliv, sex og parforhold – nogle af artiklerne er forbløffende fordomsfri, fx om utroskab, swinger-liv eller om erotisk massage. Der har også været artikler om vold og alkohol. Desuden er der på Se og Hør-manér fotos af jetsettet, mens de fester på diskotekerne her i Zona Viva. Målgruppen angives som 19-25-årige, og der står, at bladet kan indeholde artikler, som ikke er passende for alle, og at forældre er ansvarlige for mindreåriges læsning.

En anden ugedag følger bladet Amiga, som henvender sig til unge piger og bringer modestof, men også en del om parforhold og kærlighed. I det sidste nummer var der en artikel om de følelsesmæssige problemer for børn, hvis forældre er immigreret til USA. En anden gang en artikel om kvindelige piloter.

Disse to blade må forekomme ret fjerne for den store del af befolkningen, som lever som mayaer i landsbyer på landet i en traditionel familiestruktur. Dertil kommer, at billedfladen kun viser "hvide", kaukasiske mennesker – altså ikke engang ladinoer, og slet ingen mayaer.

Og så har jeg ikke nævnt de gule sider med rubrikannoncer og de utallige reklameblade, som også følger med avisen. Så det er rigtig mange sider, vi dagligt får ind ad døren.

Ejerforhold
Jeg har ikke kunnet finde ud af, hvem der ejer avisen, men en journalist fortalte mig, at det er en gruppe rige forretningsfolk, som også har interesser i sukker- og kaffeproduktionen i landet. Derfor er der aldrig kritiske historier om fx arbejdsforholdene på kaffeplantagerne.

Helikoptere

15. juni 2007, Lise

Kender I nogen, der har deres egen, private helikopter – nej, vel. Men det er helt almindeligt her i Guatemala. Vi bor ikke ret langt fra lufthavnen i Guatemala City, og vi ser – og hører! - dagligt mange helikoptere passere. Lige nu passerede en hen over hovedet, og jeg kan se en anden på vej til landing.


Her er et godt tilbud – den mest solgte og den mest sikre helikopter i verden, lover teksten. Og i standardudgaven koster den 220.000 $. Annoncen blev bragt i dagens udgave af Prensa Libre.

Svaret på dårlig infrastruktur
Man siger, at Guatemala er det land i verden, som har flest helikoptere pr person! Det siger noget om, hvor mange af de rige, der har egen helikopter.

Helikopterne er svaret på dårlig infrastruktur. De rige gider ikke sidde i lange køer på landevejene, men snupper i stedet et fly eller en helikopter! På grund af risikoen for overfald på vejene er det også sikrere at rejse med sine værdisager via luften. Travle forretningsfolk og i øjeblikket også politikere på valgkampagne benytter taxa-helikoptere. Prisen er godt 4.000 kr for en time i luften.

Guatemala har en af de største luftflåder i Latinamerika – dels private, dels kommercielle. Hvad angår helikoptere, er Guatemala på førstepladsen. Der er 542 landingsbaner fordelt i hele landet, og udviklingen startede allerede for 30 år siden.

Plantageejerne begyndte dengang at flyve i små privatfly, når de skulle ind til byen fra deres sukker-, banan- eller kaffeplantager ude i provinserne, og de anlagde alle sammen landingsbaner. Også olieindustri, minedrift og de store kvægfarme i den nordlige provins Petén har skabt behov for denne transportform.

Med de rige i sommerhuset
En af vores bekendte er gift ind i en rig familie, og vi fik lov at se deres sommerhuse på Stillehavskysten, i nærheden af badebyen Monterrico. Her er et hus pr kernefamilie, og så er der en lokal familie, som bor der året rundt og passer husene.


Her ligger familiens 3-4 sommerhuse på række - der er ca 15 m til havet

Fredag eftermiddag tager familien sin helikopter og flyver til Monterrico. Der er en landingsbane lige i udkanten af byen. Her har de en lille golfbil stående, som de bruger til at køre de 3-4 km ud til sommerhuset. Som regel har de bedt tjenestefolkene om at købe ind på forhånd – selv medbringer de måske kød og vin fra hovedstaden. Og så hjem igen søndag eftermiddag.

Man forstår det godt, for det tager nok 3-5 timer på landevejen på grund af kø.

Valgkamp (2)

28. maj 2007, Lise

Valgkampen er i fuld gang i Guatemala – selv om der er over 100 dage til valgdagen den 9. september. Politikerne rejser rundt i landet og holder møder, og aviserne rapporterer flittigt og gennemfører meningsmålinger.
Det er ikke bare præsident og kongresmedlemmer, der skal vælges – men også guvernører og flere tusinde borgmestre.


Denne valgplakat fra partiet PAN, "Oplys dig, Guatemala", har straks givet anledning til satiriske tegninger i pressen.

Vælgerskaren
Valgdeltagelsen har ikke tidligere været høj her i landet, og derfor har man til dette valg oprettet over 600 nye valgsteder i landområderne.
Ved en nylig meningsmåling har 42,5% angivet, at de ikke ved, hvem de vil stemme på, men de fleste har dog tænkt sig at stemme. Kun 1,6% svarer, at de ikke vil stemme.

Der er ikke megen tiltro til politikerne blandt befolkningen. Det er en udbredt opfattelse, at politikerne kommer med store valgløfter for at skaffe stemmer, men bagefter glemmer de løfterne og har travlt med at berige sig selv.

De førende partier
Det parti, som i øjeblikket klart fører, er UNE, Unidad Nacional de la Esperanza (National enhed for håb). Partiet har mange støtter blandt de indfødte, de fattigste og dem med kortest skolegang. Lederen Alvaro Colom er populær på landet, fordi han var formand for en fredsfond, og efter afslutningen af borgerkrigen rejste han rundt og uddelte midler fra denne fond til landsbyer i hele landet.

På andenpladsen er Partido Patriota, hvis slogan er "Den hårde hånd". (Se tidligere historie om valgkampen). Det nye parti Encuentro por Guatemala med maya-kvinden Rigoberta Menchu som præsidentkandidat ligger på 3. eller 4. pladsen, og stiger fra uge til uge.

Sørens kollega Ninna rapporterer om valgprocessen til det danske udenrigsministerium, og hun gør blandt andet opmærksom på, at kun ét parti har et egentligt partiprogram. De øvrige nævner blot de områder, de vil arbejde på, men de angiver ikke, hvordan og med hvilke midler de vil føre deres politik.

Ungt demokrati
Det er kun de sidste 20 år, der har været moderne demokrati i Guatemala, og det er stadig nyt. En præsident kan kun regere i én periode på 4 år. Det vil sige, at der ikke er mulighed for at gennemføre en langsigtet plan. Desuden er der tradition for at rigtig mange embedsmænd/kvinder - helt til det laveste niveau - bliver udskiftet efter et valg, så kontinuiteten går fløjten.

Det viser sig fx også ved, at 43% af kongresmedlemmerne har skiftet parti i denne valgperiode – nogle har sågar skiftet tre gange. Mange skifter nu for at sikre sig en plads igen efter valget – dvs de er ikke særligt loyale for partiernes politiske ideologi eller over for vælgerne, men handler mere ud fra personlige interesser.

En meningsmåling viser desuden, at befolkningen ikke interesserer sig for valg af kongresmedlemmer – det er valget af præsident, der har deres interesse.

Kandidatpar
Der er 14 partier, der deltager i valget, og hvert parti skal opstille med en præsidentkandidat og en vicepræsidentkandidat – uanset at partiet er så lille, at det er helt usandsynligt, at det kan vinde valget.

De fleste vicepræsidentkandidater kommer fra erhvervslivet. Vicepræsidentkandidaten til Rigoberta Menchu, er Fernando Montenegro, og han udtaler: "Alle de andre snakker, men det er kun vores parti som repræsenterer Guatemalas diversitet. Vi er forskellige og komplementære." Og han repræsenterer netop alt det modsatte af hende:
Han er mand (>< kvinde), ladino (>< maya), fra byen (>< fra landet), forretningsmand (>< bonde), arbejdsgiverformand (>< aktivist i bondebevægelse).


Det Patriotiske Parti lover både sikkerhed og beskæftigelse. Dette skilt er kæmpestort og placeret nok 30 m over gaden - derfor ser man ledninger henover.

Politiske motiver bag vold
I den seneste tid er volden i de offentlige bybusser steget markant. 19 buschauffører er blevet dræbt siden nytår, og det sker dagligt, at buschauffører bliver stoppet og presset til at betale "sikkerhedspenge" af kriminelle bander. Hvis de ikke betaler, risikerer de at blive skudt. For et par uger siden blev en af lederne for chaufførernes fagforening skudt ned, og ved hans begravelse var der en stor demonstration, hvor man krævede forøget sikkerhed i den offentlige transport. I fire zoner i hovedstaden har chaufførerne strejket mod den stigende vold.


"Total sikkerhed" lover kandidaten fra det nuværende regeringsparti.

I avisen hævdes, at der er politiske motiver bag denne stigning i volden, og der er faktisk mange, som har fordel af den. Alle partier bortset fra regeringspartiet GANA er interesseret i at vise, at GANA ikke har magtet at skabe sikkerhed for borgerne. Desuden har de fleste partier "sikkerhed" som et af deres vigtigste valgslogans, så jo mere usikkerhed, des mere vil folk stemme på deres parti. Også politiet har glæde af at vise, at de har brug for flere ressourcer. Og endelig er der alle vagtfirmaerne, som jo lever af, at der er vold og kriminalitet.

Der er også flere eksempler på at borgmester- og andre kandidater er blevet skudt.

Orkansæson 2007

22. maj 2007, Lise

Vores orkaner
Vi husker tydeligt orkanen Katrina, som ramte New Orleans i august 2005. Netop i de dage rejste vi gennem Miami på vej til vores første udstationering i Honduras. I oktober 2005 ramte orkanen Stan især Guatemala. Vi oplevede nogle af følgerne på vores tur til Guatemala fra Honduras i november-december. Masser af mennesker er endnu husvilde efter Stan's ødelæggelser her. Mens vi var i Honduras, oplevede vi desuden stormene Wilma og Beta.


TV-udsendelse om Katrina den 29. august 2005 på et hotel i Miami, da vi var på vej til Honduras

Prognose for 2007
Mens 2006 var ret fredeligt, tyder det på, at 2007 også bliver et slemt år vejrmæssigt.
Orkansæsonen starter nu i maj - juni og varer til slutningen af november. Stormene kan enten komme fra Stillehavet, eller fra Atlanterhavet. Normalt er der årligt ca 10 fra hver retning, men i 2007 forudser meteorologer, at der kommer mindst 17 tropiske storme og 9 orkaner fra Atlanterhavet, og 14 storme, heraf 6 cykloner og 1 orkan fra Stillehavet.

Fra Andrea til Wendy
Det er indtil videre kun prognoser, og de gælder hele Mellemamerika, Mexico og den sydlige del af USA. Det er altså slet ikke alle stormene, som rammer Guatemala. Desuden er det svært at forudsige, om stormene bliver til noget, hvordan de udvikler sig, og hvilken retning de tager. Det er heldigvis kun nogle få, som skaber problemer.

Der er tradition for at navngive stormene med personnavne fra A til W, og vi ved allerede nu, at stormene fra Atlanterhavet hedder: Andrea (som allerede er overstået), Barry, Chantal, Dean, Erin, Félix etc frem til Wendy.

Problemet er regnen
I modsætning til hvad man skulle tro, er det ikke den stærke vind, der er problemet – det er regnmængderne, der skaber jordskred og oversvømmelser.

Jorden i Guatemala indeholder vulkansk sand, som får overfladen til at glide. Dette i kombination med skovfældning fører til de store jordskred, som tager huse, veje og hele landsbyer med sig i faldet.

Guatemala er meget bjergrigt – og der er et væld af floder, som løber fra bjergene og ud til kysterne. Vandmængden i disse floder stiger flere meter under de kraftige regnskyl, og det fører dels til, at lavtliggende huse og marker skylles bort. Dels bliver mange broer ødelagt. Det betyder, at store områder bliver afsondret. Under Stan var der eksempler på, at vejstrækninger på nogle km blev afskåret fra omverdenen i flere uger, fordi vejen var ødelagt på hver side. Dvs at de biler, busser og lastbiler, der tilfældigvis befandt sig på det sted, måtte vente på, at vejen igen blev gjort farbar, eller der blev installeret nødbro over floden.


Guatemala, november 2005: en bro er skyllet væk

Beredskabsplan 2007
Det nationale katastrofeberedskab har udregnet, at 416.000 indbyggere er i risiko i forbindelse med vinterens storme (vinter er her = juni-december). Det gælder fx de mange fattige, som bor i elendige huse i slumkvartererne på bjergskrænterne her i hovedstaden. Desuden er jordskredsfaren stor i højlandet.

Derfor har staten forberedt 513 herberger rundt i landet til evakuering af borgere, som bliver ramt af enten oversvømmelse eller jordskred. Brandvæsnet, sundhedsvæsnet og vejvæsnet er forberedte – det påstår de i hvert fald. Der er også et stort beredskab af firmaer, der arbejder med vejnettet; militæret er klar med helikoptere og vandforsyning.

Selv i et velfungerende land som Danmark volder naturkatastrofer problemer – så jeg er skeptisk over, om beredskabet faktisk fungerer her i Guatemala. Forhåbentligt får vi ikke brug for det.

I adoptionsland

19. maj 2007, Lise

Antallet af adoptioner til USA stiger år for år. Og det kan man få syn for sagn for ét sted i Guatemala City, nemlig på Hotel Marriott. For det er her, de amerikanske familier bor, mens de henter deres adoptivbarn og venter på, at de officielle papirer bliver ordnet.

I går spiste vi frokost dér for at opleve stemningen. Og ganske rigtigt: det vrimlede med hvide, middelklasse gringo-par, der bar rundt på en lille, mørk baby. De sad rundt om svømmebassinet, eller holdt forsigtigt deres nye skat i vandet. De vuggede barnet, gav flaske eller skiftede ble. Flere par talte sammen og udvekslede erfaringer, eller de fremviste det nyindkøbte babytøj. Et par stykker havde også en bedsteforældre med.


Det var svært at fotografere, men Søren sneg sig til at tage dette billede med sin mobiltelefon i restauranten. Man må håbe, at den lille chapin får det godt i sin nye, stærkt overvægtige familie.

Haag-konventionen
Guatemala er det land i verden, som – i forhold til antal indbyggere – afgiver flest børn til udenlandsk adoption, især til USA. Alene sidste år adopterede nordamerikanske familier 4.135 børn fra Guatemala. På grund af manglende national lovgivning har det indtil videre været forholdsvis let og hurtigt at opnå adoption her.

Guatemala har nu tiltrådt Haag-konventionen om tværnationale adoptioner, men de nødvendige lovændringer er endnu ikke vedtaget i Parlamentet. Forslaget blev tiltrådt i to samlinger, men faldt i den tredje samling i den forgangne uge. [Det blev vedtaget den 22. maj.]

Haag-konventionen indebærer øget transparens i adoptionsprocessen. Det skal hjælpe til at forhindre uetisk praksis, så som tvangsmæssig afståelse af børn, kidnapning eller store afgifter til agenter, som skaffer børn. Samtidig vil konventionen fastlægge standarder for adoptionsbureauer, så de fx kun handler med lande, der også har underskrevet aftalen.

I øjeblikket foregår adoptioner gennem advokater. Formodentlig kommer flertallet af adoptivbørnene fra fortvivlede teenage-mødre eller fattige kvinder med mange børn. Men der er eksempler på korruption og uetisk adfærd, fx bliver unge kvinder – mod betaling - lokket til at undfange børn mhp adoption, eller unge mødre bliver tvunget til at afgive deres børn. Der er heller ikke altid sikkerhed for, at det er den biologiske mor, som siger god for adoptionen. Mange bureauer forlanger derfor nu DNA-prøver af samme grund.

Læs også en tidligere historie om adoption.

Chicken-busser og pirater

23. april 2007, Lise

At køre bil i Guatemala er noget særligt. Bilparken er ikke helt i samme stand som i Danmark. Vejene er dog ret gode – af et 3. verdensland at være – men der er tit vejarbejde, så trafikken bliver stoppet, sommetider i timevis.
Men det helt særlige er dog busserne – især rutebilerne ude på landevejen. De udgør en kæmpe risiko i trafikken.

Gamle skolebusser
Som i andre centralamerikanske lande er de alle sammen gamle, gule skolebusser fra USA, som er blevet bygget om og malet.

Når de bliver solgt i USA, er de allerede 10 år gamle og har udtjent ca halvdelen af deres levetid. På værksteder her i Guatemala får de som regel en stærkere motor, og automatgearet bliver erstattet af et manuelt gear. Sæderne bliver ændret, der bliver sat en tagbagagebærer på og et skilt over forruden.


Og så bliver de malet i stærke farver – som regel også dekoreret med bibelcitater, fx "Jesus styrer mig". Man håber, at chaufføren også selv styrer.

Nutidens cowboys
Hver bus har en chauffør og en assistent, ayudante. Denne står eller hænger ud af fordøren under kørslen. Han råber til folk ved vejen, han dirigerer de andre trafikanter, så bussen kan komme frem, han tager mod betaling, og han hjælper med at anbringe varerne oppe på taget. Det er et job med fart og spænding, og det er altid unge mænd, der har det.

Man kan lige ane en ayudante, der hænger ud af fordøren.

 

 

 


Ofte kører busserne 14 timer om dagen, hver dag, på stejle veje gennem bjergene, fulde af folk og et stort læs varer.


Busserne er som regel i dårlig stand, og de kører på en billig type brændstof, med det resultat at de udspyr en styg, sort røg.

Spøgelsesbusserne
Busserne ejes af private firmaer, som køber retten til at køre en bestemt rute af Transportstyrelsen. Desuden er der pirat- eller spøgelsesbusser, som ikke er godkendt af Transportstyrelsen, men som kører alligevel.

De er klart de farligste, for de kører nærmest væddeløb på landevejene. Den bus, som først når frem, får passagererne – og dermed pengene.
Det er især nogle bestemte ruter, der er kendt for spøgelsesbusser. Spøgelsesbusser har ikke en køreplan – de holder centralt i byen for at samle passagererne op, og så kører de som død og helvede for at nå frem, før de andre busser.

Når vi holder i kø i én vejbane pga vejarbejde, kan man være sikker på, at en eller flere busser vil mase sig frem, enten til højre eller venstre.
De overhaler op ad bakke, de overskrider dobbelt optrukne linier, de underhaler – og de kører alt, alt for hurtigt.

Der sker da også jævnligt uheld. Vi så fx en bus, der var kørt i grøften i nærheden af Chichicastenango. Aviserne bringer også uhyggelig historier om berusede chauffører, som er forulykket med en hel busfuld. Der er over 17.000 rutebiler – og dertil kommer ca 5.500 illegale.

Med livet som indsats
Busserne i byen en næsten lige så slemme – og her er der det ekstra spændingsmoment, at de ofte bliver angrebet af røvere, som truer sig til penge hos passagererne. Der sker ofte skuddramaer i bybusserne.

Ikke så mærkeligt at trafikken i hovedstaden er ved at bryde sammen. Enhver der har råd, køber sin egen bil, så man slipper for at køre i bus – og der er ingen andre alternativer.

Vi er på det stærkeste blevet frarådet at bruge busserne. Men der er stadig masser af mennesker, som dagligt tilbringer timer i busserne, fordi det er den eneste måde at komme frem på.

Påske i Antigua

20. april 2007, Lise

Påskefejringen i byen Antigua er verdensberømt – ca 9.000 personer deltager aktivt, og mange tusinde drager til byen for at overvære aktiviteterne.

Kort fortalt går det ud på, at der i påskeugen går en række processioner gennem gaderne, hvor man bærer store skulpturer af især Jesus og Jomfru Maria. Skulpturerne er monteret på store ”flåder” (andas). Én forestiller simpelt hen Golgata-bjerget, som Jesus går op ad med korset på nakken.

Traditionen stammer fra Spanien. Den kom hertil med de spanske conquistadorer, og den første procession i Guatemala fandt sted i 1543.

Det var imponerende og meget stemningsfuldt at være med - både nat og dag.


Foran Jesus er der goldt og tornet, mens der vokser blomster bag ham


Jesus-flåderne bæres af mænd, mens Jomfru Maria-flåderne bliver båret af kvinder – oprindeligt vist nok jomfruer!

En af vores venner fortalte, at han tidligere har deltaget som bærer. Selv om holdene bliver sammensat efter bærernes højde, var det ret drøjt for ham, fordi han er ca 1,90 m.

Normalt bærer hvert hold flåden en eller to husblokke ad gangen, hvorefter et nyt hold overtager. Men, fortalte han, sommetider kommer ens afløser ikke, og så må man slæbe videre endnu et par husblokke, og det kan være hårdt. Derfor et hvil.

Cucuruchos
Disse flåder er så store og tunge, at der skal op til 80 personer til at bære dem på skuldrene. Vi beregnede, at hver person bærer ca 50 kg.

Formålet er at gøre bod, altså angre sine synder. Man skriver sig op flere uger før påske, og man betaler for at deltage som cucurucho, jo tidligere i processionen, des dyrere er det – dyrest er det at være med fra begyndelsen inde i kirken. Så det er måske ikke kun anger, men også social prestige, som får folk til at deltage som cucuruchos. Pengene går til kirken, dvs til de broderskaber, hermandades, som arrangerer processionerne, og til betaling af musikere mm.

Bærerne, i hvert fald de mandlige, hedder Cucuruchos. Det betyder kræmmerhus og henviser til den høje, koniske hætte, som hører til dragten

Tæpper
For yderligere at vise ydmyghed eller taknemmelighed bliver gaderne dekoreret med ”tæpper” (alfombras), det vil sige udsmykninger med blomster eller farvet savsmuld, som bliver lagt i de mest fantastiske mønstre på brostenene.



Tæppet nederst til højre består af grøntsager

Traditionen kommer fra Spanien, men også Mayaerne havde – og har stadig - en skik med at strø fyrrenåle og blomsterblade på jorden som dekoration.

Hvis man bor i en af de gader, hvor processionerne passerer, inviterer man familie og venner til at komme og deltage i udfærdigelsen af et tæppe. Det er simpelt hen en familietradition, ligesom påskefrokosten.

Mønstret skifter fra år til år – ja, endda fra dag til dag. Nogle forbereder sig i ugevis og skærer skabeloner til og indfarver savsmuld, andre kreerer designet på stedet. Det vigtigste er, at tæppet er færdigt, kort før processionen passerer, så blomsterne ikke når at visne etc. Ofte vander man tæpperne for at holde dem friske.


Tæpperne af savsmuld kræver stor forberedelse, idet man først skal bygge en plan basis på den skrå og ujævne brolægning ...


... og sådan blev resultatet

Det tager timevis at udfærdige disse tæpper, kun for at processionerne går hen over dem og ødelægger dem på et øjeblik. Det er kun bærerne med de hellige figurer, som må betræde tæpperne. Ideen er, at man dedikerer sit kunstværk for at modtage velsignelse fra de hellige figurer, som passerer.

Processionerne
Hver procession udgår fra en kirke med dennes helgenfigurer, og efter at have gennemført en rute rundt i byen på 9-12 timer, slutter processionen i samme kirke. Nogle starter kl. 5 om morgenen – altså mens det endnu er mørkt, andre begynder om aftenen og fortsætter hele natten.

Langfredag kl. 15 gennemføres en symbolsk korsfæstelse foran nogle kirker. Efter kl.15 skifter cucurucho’erne dragt fra lilla til sort. Kvinderne er for det meste sortklædte med et sjal, der er enten hvidt eller sort, men de er knap så flotte at se på som de ens, kutteklædte mænd.

Det er tydeligvis en familietradition at deltage som cucurucho

Især processionerne Langfredag er meget spektakulære. De genskaber nemlig begivenhederne fra denne dag.

  

Processionen indledes af en gruppe romerske soldater til hest og desuden af romere, som pisker nogle forbrydere gennem gaden.
Også Pontius Pilatus optræder – og efter sigende er man nødt til at betale for at få nogen til at påtage sig netop den meget upopulære rolle.

Så kommer en fløjtespiller og en trommespiller, derefter en lang række kutteklædte bærere og unge drenge svingende med røgelseskar. En ung mand bærer et skilt med nummeret på det hold cucuruchos, som bærer i øjeblikket. Så følger flåden med Jesus, der slæber sit kors, efterfulgt af et orkester. Efter et par minutter følger alle de kvindelige bærere, flåden med Jomfru Maria, og et andet orkester. Ofte er der også mindre flåder med skulpturer af Johannes Døberen og Maria Magdalene.

Orkestrene spiller stemningsfulde begravelsesmarcher

 

 

 


Langfredags nat er der en procession med en kæmpestor flåde med Jesus liggende i en glaskiste og en model af Peterskirken

 


Påskelørdag er der udelukkende processioner med Jomfru Maria

Den praktiske del

Lige efter de religiøse processioner kommer et mylder af gadesælgere, som støjende falbyder mad, slik og farvestrålende flitterstads.


 

 

Allersidst kommer en særlig procession bestående af fejemænd - de røde mænd bag ballonerne - en gravko og en lastbil. Gaderne bliver nemlig straks fejet rene for blomster og savsmuld, så trafikken kan genåbnes – indtil næste procession.

Denne bil bliver fjernet, fordi den stod parkeret på processionsruten

Tidligere artikler under Stumper og stykker

© www.lisefogh.dk | Opdateret: 13-03-2019 | Forside | Kontakt | Til top