Stumper og stykker - 6
Nyere historier under Stumper og
stykker
En omnibusavis
15.
juni 2007, Lise |
|
|
Det største
dagblad i Guatemala hedder Prensa Libre – og det
abonnerer vi på. Avisen har en fast opbygning, så jeg kan næsten
forudse, hvad der står hver dag.
Først dagens forsidehistorie, som oftest handler om indenrigspolitik,
fx afsløringer af korruption, problemer med hospitaler, veje der
er brudt sammen, etc etc. For tiden er der dernæst et par sider om
valgkampen, og så følger de faste sider med gårsdagens
mord og ulykker. Lakonisk berettes fx "I går blev i alt 7 mennesker
dræbt, heraf to kvinder i Retalhuleu. Ligene af tre mænd blev
fundet bundet og skudt i en kløft uden for Esquintla, etc etc …" Sommetider
også eksempler på, at politiet har fanget nogle – formodede – gerningsmænd,
som bliver afbildet og nævnt ved navn, selv om de ikke er dømt.
Nogle få gange er der omtale af domsafsigelser.
Så følger lederen og debatsiderne med en række fast
kommentatorer og kortere læserbreve. Der er få sider om erhverv
og økonomi, derefter de internationale sider, som hovedsageligt
handler om Latinamerika og USA - kun lidt om Europa og resten af verden.
Endelig
kommer et par sider "Departemental", som drejer sig
om alle provinserne. Her er der historier om lukning af skoler,
manglende vandforsyning, af og til iblandet en solskinshistorie,
fx om et kvindekollektiv,
som er begyndt at sælge deres marmelade til det internationale
marked. Først på disse sider optræder mayaerne.
Så følger nogle kultursider og sider om "det gode liv",
tv-programmer, vittigheder og til sidst sport, som klart domineres af
fodbold.
Lige før sportssiderne kommer siderne med dødsannoncer.
Når en offentligt kendt person dør, indrykker en mængde
virksomheder store helsidesannoncer, hvor de kondolerer. Så hvis
det er en meget kendt person, stiger avisens sidetal pludselig fra 60
til 80. Virksomhederne bruger tydeligvis disse "dødsannoncer" til
at markedsføre sig med store logoer.
Tillæg
til hele ugen
Ud over de daglige ca 60 sider – med mange reklamer - følger
der ugen igennem forskellige tillæg.
Om søndagen er der fx et spansk optryk af artikler fra den seneste
uges New York Times.
Mit yndlingstillæg er kulturmagasinet Revista D med
baggrundsartikler og reportager, fx interview med kulturpersoner eller
en reportage om en ny, arkæologisk udgravning.
Om søndagen er der også et helt blad om fodbold: don
balon.
Mundo Motor kommer vist kun hver måned.
|
|
Nu i
valgåret kommer der af og til særlige valgtillæg med
meningsmålinger eller et andet valgrelateret emne.
Public service
Avisen føler åbenbart et ansvar for at oplyse og uddanne læserne.
De små børn kan samle på små hæfter med eventyr og
ark med aktiviteter. Nogle går simpelt hen ud på at lære
børn at læse.
Til skolebørnene er der et ugentlig tillæg, Aula. Her var fx en
artikel om udvekslingsorganisationer.
For tiden kommer en hel serie indstik med undervisningsmaterialer om
geografi, fysik og biologi – fx et ark med en tegning af et hjerte og navne på arterier
etc. Jeg samler omhyggeligt de geografiske kort over alle Guatemalas provinser.
Disse pædagogiske materialer er sponsoreret af forskellige store virksomheder. De unges frie liv
Om fredagen er der et tillæg om forlystelser i weekenden og et kulørt
magasin med titlen Via Libre – den frie vej. Det henvender sig til unge
mennesker og indeholder hver uge stof om samliv, sex og parforhold – nogle
af artiklerne er forbløffende fordomsfri, fx om utroskab, swinger-liv
eller om erotisk massage. Der har også været artikler om vold og
alkohol. Desuden er der på Se og Hør-manér fotos af jetsettet,
mens de fester på diskotekerne her i Zona Viva. Målgruppen angives
som 19-25-årige, og der står, at bladet kan indeholde artikler,
som ikke er passende for alle, og at forældre er ansvarlige for mindreåriges
læsning.
En anden ugedag følger bladet Amiga, som
henvender sig til unge piger og bringer modestof, men også en
del om parforhold og kærlighed.
I det sidste nummer var der en artikel om de følelsesmæssige
problemer for børn, hvis forældre er immigreret til USA. En
anden gang en artikel om kvindelige piloter.
Disse to
blade må forekomme ret fjerne for den store del af befolkningen,
som lever som mayaer i landsbyer på landet i en traditionel familiestruktur.
Dertil kommer, at billedfladen kun viser "hvide", kaukasiske
mennesker – altså ikke engang ladinoer, og slet ingen mayaer.
Og så har jeg ikke nævnt de gule sider med rubrikannoncer
og de utallige reklameblade, som også følger med avisen.
Så det er rigtig mange sider, vi dagligt får ind ad døren.
Ejerforhold
Jeg har ikke kunnet finde ud af, hvem der ejer avisen, men en journalist
fortalte mig, at det er en gruppe rige forretningsfolk, som også har
interesser i sukker- og kaffeproduktionen i landet. Derfor er
der aldrig kritiske historier om
fx arbejdsforholdene på kaffeplantagerne. |
Helikoptere
15.
juni
2007, Lise |
|
|
Kender
I nogen, der har deres egen, private helikopter – nej, vel.
Men det er helt almindeligt her i Guatemala. Vi bor ikke ret langt fra
lufthavnen i Guatemala City, og vi ser – og hører! - dagligt
mange helikoptere passere. Lige nu passerede en hen over hovedet, og jeg
kan se en anden på vej til landing.
Her
er et godt tilbud – den mest solgte og
den mest sikre helikopter i verden, lover teksten. Og i standardudgaven
koster den 220.000 $. Annoncen blev bragt i dagens udgave af Prensa Libre.
Svaret
på dårlig
infrastruktur
Man siger, at Guatemala er det land i verden, som har flest helikoptere
pr person! Det siger noget om, hvor mange af de rige, der har egen helikopter.
Helikopterne
er svaret på dårlig infrastruktur. De rige gider
ikke sidde i lange køer på landevejene, men snupper i stedet
et fly eller en helikopter! På grund af risikoen for overfald på vejene
er det også sikrere at rejse med sine værdisager via luften.
Travle forretningsfolk og i øjeblikket også politikere på valgkampagne
benytter taxa-helikoptere. Prisen er godt 4.000 kr for en time i luften. Guatemala
har en af de største luftflåder i Latinamerika – dels
private, dels kommercielle. Hvad angår helikoptere, er Guatemala
på førstepladsen. Der er 542 landingsbaner fordelt i hele
landet, og udviklingen startede allerede for 30 år siden.
|
|
Plantageejerne
begyndte dengang at flyve i små privatfly, når de skulle
ind til byen fra deres sukker-, banan- eller kaffeplantager ude i provinserne,
og de anlagde alle sammen landingsbaner. Også olieindustri, minedrift
og de store kvægfarme i den nordlige provins Petén har
skabt behov for denne transportform.
Med de rige i sommerhuset
En af vores bekendte er gift ind i en rig familie, og vi fik lov
at se deres sommerhuse på Stillehavskysten, i nærheden
af badebyen Monterrico. Her er et hus pr kernefamilie, og så er
der en lokal familie, som bor der året
rundt og passer husene.
Her ligger familiens 3-4 sommerhuse på række - der
er ca 15 m til havet
Fredag
eftermiddag tager familien sin helikopter og flyver til Monterrico.
Der er en landingsbane lige i udkanten af byen. Her har de en lille golfbil
stående,
som de bruger til at køre de 3-4 km ud til sommerhuset. Som regel har
de bedt tjenestefolkene om at købe ind på forhånd – selv
medbringer de måske kød og vin fra hovedstaden. Og så hjem
igen søndag eftermiddag.
Man forstår det godt, for det tager nok 3-5 timer på landevejen på grund
af kø. |
Valgkamp (2)
28.
maj 2007, Lise |
|
|
Valgkampen
er i fuld gang i Guatemala – selv om der er over 100
dage til valgdagen den 9. september. Politikerne rejser rundt i landet
og holder møder, og aviserne rapporterer flittigt og gennemfører
meningsmålinger.
Det er ikke bare præsident og kongresmedlemmer, der skal vælges – men
også guvernører og flere tusinde borgmestre.
Denne valgplakat fra partiet PAN, "Oplys dig, Guatemala",
har straks givet anledning til satiriske tegninger i pressen.
Vælgerskaren
Valgdeltagelsen har ikke tidligere været høj her i landet,
og derfor har man til dette valg oprettet over 600 nye valgsteder i landområderne.
Ved en nylig meningsmåling har 42,5% angivet, at de ikke ved, hvem
de vil stemme på, men de fleste har dog tænkt sig at stemme.
Kun 1,6% svarer, at de ikke vil stemme.
Der
er ikke megen tiltro til politikerne blandt befolkningen. Det
er en udbredt opfattelse, at politikerne kommer med store valgløfter
for at skaffe stemmer, men bagefter glemmer de løfterne og har
travlt med at berige sig selv.
De førende
partier
Det parti,
som i øjeblikket klart fører, er UNE, Unidad Nacional
de la Esperanza (National enhed for håb). Partiet har
mange støtter blandt de indfødte, de fattigste og dem
med kortest skolegang. Lederen Alvaro Colom er populær
på landet, fordi han var formand for en fredsfond, og efter
afslutningen af borgerkrigen rejste han rundt og uddelte midler fra
denne fond til landsbyer i hele landet.
På andenpladsen er Partido
Patriota, hvis slogan er "Den hårde
hånd". (Se tidligere historie om
valgkampen). Det nye parti Encuentro por Guatemala med
maya-kvinden Rigoberta Menchu som præsidentkandidat ligger på 3. eller
4. pladsen, og stiger fra uge til uge.
Sørens
kollega Ninna rapporterer om valgprocessen til det danske udenrigsministerium,
og hun gør blandt andet opmærksom på, at kun ét
parti har et egentligt partiprogram. De øvrige nævner
blot de områder, de vil arbejde på, men de angiver ikke,
hvordan og med hvilke midler de vil føre deres politik.
Ungt
demokrati
Det er kun de sidste 20 år, der har været moderne demokrati i Guatemala,
og det er stadig nyt. En præsident kan kun regere i én periode på 4 år.
Det vil sige, at der ikke er mulighed for at gennemføre en langsigtet
plan. Desuden er der tradition for at rigtig mange embedsmænd/kvinder -
helt til det laveste niveau - bliver udskiftet efter et valg, så kontinuiteten
går fløjten.
Det
viser sig fx også ved, at 43% af kongresmedlemmerne har skiftet
parti i denne valgperiode – nogle har sågar skiftet tre
gange. Mange skifter nu for at sikre sig en plads igen efter valget – dvs
de er ikke særligt loyale for partiernes politiske ideologi
eller over for vælgerne, men handler mere ud fra personlige
interesser.
En meningsmåling
viser desuden, at befolkningen ikke interesserer sig for valg af
kongresmedlemmer – det er valget af præsident, der har
deres interesse.
|
|
Kandidatpar
Der er 14 partier, der deltager i valget, og hvert parti skal opstille
med en præsidentkandidat og en vicepræsidentkandidat – uanset
at partiet er så lille, at det er helt usandsynligt, at det kan vinde
valget.
De fleste
vicepræsidentkandidater kommer fra erhvervslivet. Vicepræsidentkandidaten
til Rigoberta Menchu, er Fernando Montenegro, og
han udtaler: "Alle de andre snakker, men det er kun vores parti
som repræsenterer Guatemalas diversitet. Vi er forskellige og
komplementære." Og han repræsenterer netop alt det
modsatte af hende:
Han er mand (>< kvinde), ladino (>< maya), fra byen (>< fra
landet), forretningsmand (>< bonde), arbejdsgiverformand (>< aktivist
i bondebevægelse).
Det
Patriotiske Parti lover både sikkerhed og beskæftigelse. Dette
skilt er kæmpestort og placeret nok 30 m over gaden - derfor ser
man ledninger henover.
Politiske
motiver bag vold
I den seneste tid er volden i de offentlige bybusser steget markant.
19 buschauffører
er blevet dræbt siden nytår, og det sker dagligt, at buschauffører
bliver stoppet og presset til at betale "sikkerhedspenge" af kriminelle
bander. Hvis de ikke betaler, risikerer de at blive skudt. For et par uger siden
blev en af lederne for chaufførernes fagforening skudt ned, og ved hans
begravelse var der en stor demonstration, hvor man krævede forøget
sikkerhed i den offentlige transport. I fire zoner i hovedstaden har chaufførerne
strejket mod den stigende vold.
"Total sikkerhed" lover kandidaten fra det nuværende
regeringsparti.
I avisen
hævdes, at der er politiske motiver bag denne stigning i volden,
og der er faktisk mange, som har fordel af den. Alle partier bortset
fra regeringspartiet GANA er interesseret i at vise, at GANA ikke har
magtet at skabe sikkerhed for borgerne. Desuden har de fleste partier "sikkerhed" som
et af deres vigtigste valgslogans, så jo mere usikkerhed, des
mere vil folk stemme på deres parti. Også politiet har
glæde af at vise, at de har brug for flere ressourcer. Og endelig
er der alle vagtfirmaerne, som jo lever af, at der er vold og kriminalitet.
Der
er også flere eksempler på at borgmester- og andre
kandidater er blevet skudt. |
Orkansæson 2007
22.
maj 2007, Lise |
|
|
Vores
orkaner
Vi husker tydeligt orkanen Katrina, som ramte New Orleans i
august 2005.
Netop i de dage rejste vi gennem Miami på vej til vores første
udstationering i Honduras. I oktober 2005 ramte orkanen Stan
især
Guatemala. Vi oplevede nogle af følgerne på vores tur til Guatemala
fra Honduras i november-december. Masser af mennesker er endnu husvilde
efter Stan's ødelæggelser her. Mens vi var i Honduras, oplevede
vi desuden stormene Wilma og Beta.
TV-udsendelse om Katrina den 29. august 2005 på et
hotel i Miami, da vi var på vej til Honduras
Prognose for 2007
Mens 2006 var ret fredeligt, tyder det på, at 2007 også bliver
et slemt år vejrmæssigt.
Orkansæsonen starter nu i maj - juni og varer til slutningen af
november. Stormene kan enten komme fra Stillehavet, eller fra Atlanterhavet.
Normalt er der årligt ca 10 fra hver retning, men i 2007 forudser
meteorologer, at der kommer mindst 17 tropiske storme og 9 orkaner fra
Atlanterhavet, og 14 storme, heraf 6 cykloner og 1 orkan fra Stillehavet.
Fra Andrea til Wendy
Det er indtil videre kun prognoser, og de gælder hele Mellemamerika,
Mexico og den sydlige del af USA. Det er altså slet ikke alle stormene,
som rammer Guatemala. Desuden er det svært at forudsige, om stormene
bliver til noget, hvordan de udvikler sig, og hvilken retning de tager.
Det er heldigvis kun nogle få, som skaber problemer.
Der er
tradition for at navngive stormene med personnavne fra A til W, og
vi ved allerede
nu, at stormene fra Atlanterhavet hedder: Andrea
(som allerede er overstået), Barry, Chantal, Dean, Erin, Félix
etc frem til Wendy.
Problemet
er regnen
I modsætning til hvad man skulle tro, er det ikke den stærke vind,
der er problemet – det er regnmængderne, der skaber jordskred og
oversvømmelser. |
|
Jorden
i Guatemala indeholder vulkansk sand, som får overfladen til
at glide. Dette i kombination med skovfældning fører til
de store jordskred, som tager huse, veje og hele landsbyer med sig
i faldet.
Guatemala
er meget bjergrigt – og der er et væld af floder, som løber
fra bjergene og ud til kysterne. Vandmængden i disse floder stiger
flere meter under de kraftige regnskyl, og det fører dels til,
at lavtliggende huse og marker skylles bort. Dels bliver mange broer ødelagt.
Det betyder, at store områder bliver afsondret. Under Stan var
der eksempler på, at vejstrækninger på nogle km blev
afskåret fra omverdenen i flere uger, fordi vejen var ødelagt
på hver side. Dvs at de biler, busser og lastbiler, der tilfældigvis
befandt sig på det sted, måtte vente på, at vejen
igen blev gjort farbar, eller der blev installeret nødbro over
floden.
Guatemala,
november 2005: en bro er skyllet væk
Beredskabsplan 2007
Det nationale katastrofeberedskab har udregnet, at 416.000 indbyggere
er i risiko i forbindelse med vinterens storme (vinter er her = juni-december).
Det gælder fx de mange fattige, som bor i elendige huse i slumkvartererne
på bjergskrænterne
her i hovedstaden. Desuden er jordskredsfaren stor i højlandet. Derfor
har staten forberedt 513 herberger rundt i landet til evakuering af
borgere, som bliver ramt af enten oversvømmelse eller jordskred.
Brandvæsnet, sundhedsvæsnet og vejvæsnet er forberedte – det
påstår de i hvert fald. Der er også et stort beredskab
af firmaer, der arbejder med vejnettet; militæret er klar med
helikoptere og vandforsyning.
Selv i et
velfungerende land som Danmark volder naturkatastrofer problemer – så jeg
er skeptisk over, om beredskabet faktisk fungerer her i Guatemala. Forhåbentligt
får vi ikke brug for det.
|
I adoptionsland
19.
maj 2007, Lise
|
|
|
Antallet
af adoptioner til USA stiger år for år. Og det kan man
få syn for sagn for ét sted i Guatemala City, nemlig på Hotel
Marriott. For det er her, de amerikanske familier bor, mens de henter
deres adoptivbarn og venter på, at de officielle papirer bliver
ordnet.
I går
spiste vi frokost dér for at opleve stemningen. Og ganske rigtigt:
det vrimlede med hvide, middelklasse gringo-par, der bar rundt på en
lille, mørk baby. De sad rundt om svømmebassinet, eller
holdt forsigtigt deres nye skat i vandet. De vuggede barnet, gav flaske
eller skiftede ble. Flere par talte sammen og udvekslede erfaringer,
eller de fremviste det nyindkøbte babytøj. Et par stykker
havde også en bedsteforældre med.
Det
var svært at fotografere, men Søren sneg sig til at tage
dette billede med sin mobiltelefon i restauranten. Man må håbe,
at den lille chapin får det godt i sin nye, stærkt overvægtige
familie.
|
|
Haag-konventionen
Guatemala er det land i verden, som – i forhold til antal indbyggere – afgiver
flest børn til udenlandsk adoption, især til USA. Alene
sidste år adopterede nordamerikanske familier 4.135 børn
fra Guatemala. På grund af manglende national lovgivning har det
indtil videre været forholdsvis let og hurtigt at opnå adoption
her.
Guatemala
har nu tiltrådt Haag-konventionen om tværnationale adoptioner,
men de nødvendige lovændringer er endnu ikke vedtaget
i Parlamentet. Forslaget blev tiltrådt i to samlinger, men faldt
i den tredje samling i den forgangne uge. [Det blev vedtaget
den 22. maj.]
Haag-konventionen
indebærer øget transparens i adoptionsprocessen. Det skal
hjælpe til at forhindre uetisk praksis, så som tvangsmæssig
afståelse af børn, kidnapning eller store afgifter til
agenter, som skaffer børn. Samtidig vil konventionen fastlægge
standarder for adoptionsbureauer, så de fx kun handler med lande,
der også har underskrevet aftalen.
I øjeblikket
foregår adoptioner gennem advokater. Formodentlig kommer flertallet
af adoptivbørnene fra fortvivlede teenage-mødre eller
fattige kvinder med mange børn. Men der er eksempler på korruption
og uetisk adfærd, fx bliver unge kvinder – mod betaling
- lokket til at undfange børn mhp adoption, eller unge mødre
bliver tvunget til at afgive deres børn. Der er heller ikke
altid sikkerhed for, at det er den biologiske mor, som siger god for
adoptionen. Mange bureauer forlanger derfor nu DNA-prøver af
samme grund.
Læs også en tidligere historie
om adoption.
|
Chicken-busser og pirater
23.
april 2007, Lise |
|
|
At køre bil i Guatemala er noget særligt. Bilparken er ikke helt
i samme stand som i Danmark. Vejene er dog ret gode – af et 3. verdensland
at være – men der er tit vejarbejde, så trafikken bliver
stoppet, sommetider i timevis.
Men det helt særlige er dog busserne – især rutebilerne ude
på landevejen. De udgør en kæmpe risiko i trafikken.
Gamle skolebusser
Som i andre centralamerikanske lande er de alle sammen gamle, gule skolebusser
fra USA, som er blevet bygget om og malet.
Når de bliver solgt i USA, er de allerede 10 år gamle og har udtjent
ca halvdelen af deres levetid. På værksteder her i Guatemala får
de som regel en stærkere motor, og automatgearet bliver erstattet af
et manuelt gear. Sæderne bliver ændret, der bliver sat en tagbagagebærer
på og et skilt over forruden.
Og
så bliver de malet i stærke
farver – som regel også dekoreret med bibelcitater, fx "Jesus
styrer mig". Man håber, at chaufføren også selv
styrer.
Nutidens cowboys
Hver bus har en chauffør og en assistent, ayudante. Denne står
eller hænger ud af fordøren under kørslen. Han råber
til folk ved vejen, han dirigerer de andre trafikanter, så bussen
kan komme frem, han tager mod betaling, og han hjælper med at anbringe
varerne oppe på taget. Det
er et job med fart og spænding,
og det er altid unge mænd, der har det.
Man kan lige ane en ayudante, der hænger ud af fordøren.
Ofte
kører busserne 14 timer om dagen, hver dag, på stejle
veje gennem bjergene, fulde af folk og et stort læs varer.
|
|
Busserne
er som regel i dårlig stand, og de kører på en billig
type brændstof, med det resultat at de udspyr en styg, sort røg.
Spøgelsesbusserne
Busserne ejes af private firmaer, som køber retten til at køre
en bestemt rute af Transportstyrelsen. Desuden er der pirat- eller spøgelsesbusser,
som ikke er godkendt af Transportstyrelsen, men som kører alligevel.
De er klart
de farligste, for de kører nærmest væddeløb
på landevejene. Den bus, som først når frem, får
passagererne – og dermed pengene.
Det er især nogle bestemte ruter, der er kendt for spøgelsesbusser.
Spøgelsesbusser har ikke en køreplan – de holder
centralt i byen for at samle passagererne op, og så kører
de som død
og helvede for at nå frem, før de andre busser.
Når vi holder i kø i én vejbane pga vejarbejde,
kan man være sikker på, at en eller flere busser vil mase
sig frem, enten til højre eller venstre.
De overhaler op ad bakke, de overskrider dobbelt optrukne linier, de
underhaler – og de kører alt, alt for hurtigt.
Der
sker da også jævnligt uheld. Vi så fx en bus, der
var kørt i grøften i nærheden af Chichicastenango.
Aviserne bringer også uhyggelig historier om berusede chauffører,
som er forulykket med en hel busfuld. Der er over 17.000 rutebiler – og
dertil kommer ca 5.500 illegale. Med livet som indsats
Busserne i byen en næsten lige så slemme – og her er
der det ekstra spændingsmoment, at de ofte bliver angrebet af røvere,
som truer sig til penge hos passagererne. Der sker ofte skuddramaer i
bybusserne.
Ikke så mærkeligt at trafikken i hovedstaden er ved at bryde
sammen. Enhver der har råd, køber sin egen bil, så man
slipper for at køre i bus – og der er ingen andre alternativer.
Vi er på det stærkeste blevet frarådet at bruge busserne.
Men der er stadig masser af mennesker, som dagligt tilbringer timer i
busserne, fordi det er den eneste måde at komme frem på.
|
Påske i Antigua
20.
april 2007, Lise
|
|
|
Påskefejringen
i byen Antigua er verdensberømt – ca 9.000 personer deltager
aktivt, og mange tusinde drager til byen for at overvære aktiviteterne.
Kort fortalt
går det ud på, at der i påskeugen går en række
processioner gennem gaderne, hvor man bærer store skulpturer
af især Jesus og Jomfru Maria. Skulpturerne er monteret på store ”flåder” (andas). Én
forestiller simpelt hen Golgata-bjerget, som Jesus går op ad
med korset på nakken.
Traditionen stammer fra Spanien. Den kom hertil med de spanske conquistadorer,
og den første procession i Guatemala fandt sted i 1543.
Det var
imponerende og meget stemningsfuldt at være med - både
nat og dag.
|
|
Foran Jesus er der goldt og tornet, mens der vokser blomster
bag ham
|
|
Jesus-flåderne bæres af mænd, mens Jomfru
Maria-flåderne bliver båret af kvinder – oprindeligt
vist nok jomfruer!
En af
vores venner fortalte, at han tidligere har deltaget som bærer.
Selv om holdene bliver sammensat efter bærernes højde,
var det ret drøjt for ham, fordi han er ca 1,90 m.
Normalt
bærer hvert hold flåden en eller to husblokke ad gangen,
hvorefter et nyt hold overtager. Men, fortalte han, sommetider kommer
ens afløser ikke, og så må man slæbe videre
endnu et par husblokke, og det kan være hårdt. Derfor
et hvil.
|
|
Cucuruchos
Disse flåder er så store og tunge, at der skal op til 80
personer til at bære dem på skuldrene. Vi beregnede, at hver
person bærer ca 50 kg.
Formålet
er at gøre bod, altså angre sine synder. Man skriver
sig op flere uger før påske, og man betaler for at deltage
som cucurucho, jo tidligere i processionen, des dyrere er
det – dyrest er det at være med fra begyndelsen inde
i kirken. Så det er måske ikke kun anger, men også social
prestige, som får folk til at deltage som cucuruchos.
Pengene går til kirken, dvs til de broderskaber, hermandades,
som arrangerer processionerne, og til betaling af musikere mm.
Bærerne,
i hvert fald de mandlige, hedder Cucuruchos. Det betyder kræmmerhus
og henviser til den høje, koniske hætte, som
hører
til dragten
|
|
Tæpper
For yderligere at vise ydmyghed eller taknemmelighed bliver gaderne dekoreret
med ”tæpper” (alfombras), det vil sige
udsmykninger med blomster eller farvet savsmuld, som bliver lagt
i de mest fantastiske mønstre på brostenene.
Tæppet nederst til højre består af grøntsager
Traditionen kommer fra Spanien, men også Mayaerne havde – og
har stadig - en skik med at strø fyrrenåle og blomsterblade
på jorden som dekoration. Hvis
man bor i en af de gader, hvor processionerne passerer, inviterer
man familie og venner til at komme og deltage i udfærdigelsen
af et tæppe. Det er simpelt hen en familietradition, ligesom
påskefrokosten.
Mønstret skifter fra år til år – ja,
endda fra dag til dag. Nogle forbereder sig i ugevis og skærer
skabeloner til og indfarver savsmuld, andre kreerer designet på stedet.
Det vigtigste er, at tæppet er færdigt, kort før
processionen passerer, så blomsterne ikke når at visne
etc. Ofte vander man tæpperne for at holde dem friske.
|
|
Tæpperne af savsmuld kræver stor forberedelse,
idet man først skal bygge en plan basis på den skrå og
ujævne brolægning ...
... og sådan blev resultatet
Det tager
timevis at udfærdige disse tæpper, kun for at processionerne
går hen over dem og ødelægger dem på et øjeblik.
Det er kun bærerne med de hellige figurer, som må betræde
tæpperne. Ideen er, at man dedikerer sit kunstværk for
at modtage velsignelse fra de hellige figurer, som passerer.
|
|
Processionerne
Hver procession udgår fra en kirke med dennes helgenfigurer, og
efter at have gennemført en rute rundt i byen på 9-12 timer,
slutter processionen i samme kirke. Nogle starter kl. 5 om morgenen – altså mens
det endnu er mørkt, andre begynder om aftenen og fortsætter
hele natten.
Langfredag
kl. 15 gennemføres en symbolsk korsfæstelse
foran nogle kirker. Efter kl.15 skifter cucurucho’erne dragt
fra lilla til sort. Kvinderne er for det meste sortklædte med
et sjal, der er enten hvidt eller sort, men de er knap så flotte
at se på som de ens, kutteklædte mænd.
Det
er tydeligvis en familietradition at deltage som cucurucho |
|
Især
processionerne Langfredag er meget spektakulære. De genskaber
nemlig begivenhederne fra denne dag.
Processionen
indledes af en gruppe romerske soldater til hest og desuden af romere,
som pisker nogle forbrydere gennem gaden.
Også Pontius Pilatus optræder – og efter sigende er
man nødt til at betale for at få nogen til at påtage
sig netop den meget upopulære rolle. Så kommer
en fløjtespiller og en trommespiller, derefter en lang række
kutteklædte bærere og unge drenge svingende med røgelseskar.
En ung mand bærer et skilt med nummeret på det hold cucuruchos,
som bærer i øjeblikket. Så følger flåden
med Jesus, der slæber sit kors, efterfulgt af et orkester.
Efter et par minutter følger alle de kvindelige bærere,
flåden med Jomfru Maria, og et andet orkester. Ofte er der
også mindre flåder med skulpturer af Johannes Døberen
og Maria Magdalene.
Orkestrene
spiller stemningsfulde begravelsesmarcher
|
|
Langfredags nat er der en procession med en kæmpestor flåde
med Jesus liggende i en glaskiste og en model af Peterskirken
|
|
Påskelørdag er der udelukkende processioner med Jomfru
Maria
|
|
Den praktiske del
Lige
efter de
religiøse processioner kommer et mylder
af gadesælgere,
som støjende falbyder mad, slik og farvestrålende flitterstads.
|
|
Allersidst
kommer en særlig procession bestående af fejemænd
- de røde mænd bag ballonerne - en gravko og en lastbil.
Gaderne bliver nemlig straks fejet rene for blomster og savsmuld, så trafikken
kan genåbnes – indtil næste procession. Denne
bil bliver fjernet, fordi den stod parkeret på processionsruten
|
Tidligere artikler under Stumper og stykker
|