Stumper og stykker - 10

Alene med en ca 75-årig mand i saunaen i den tyske klub fik jeg følgende gribende historie her til formiddag. Jeg fik ikke mandens navn, men lad os kalde ham Enrique og hans far Heinrich.

Faktaboks

Adskillige tyskere kom til Guatemala i slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet. Den daværende guatemalanske (militær-)regering hidkaldte dem simpelt hen for at få opbygget en kaffeindustri i landet.
Tyskernes store flid, kundskab og til tider kapital hjemmefra gjorde dem til succesrige kaffefarmere og forretningsfolk.
En del fattige maya-bønder mistede nok deres land i farten og blev nærmest hovbønder.
(Disse oplysninger er gengivet efter uverificeret hukommelse :-)

Anden verdenskrig

Tragedien opstod, da Anden Verdenskrig brød ud. USA pålagde nemlig den guatemalanske regering at udskibe alle tyskere til koncentrationslejre i USA. Og det faldt i god jord hos nationale politikere og militærfolk, som brugte anledningen til at konfiskere tyskernes ejendomme, ofte store kaffefarme. I øvrigt overgik samme skæbne mange japanere i USA. Ak ja.

Anholdt som forbryder

Faren Heinrich var barn af tyske forældre og havde stadig tysk pas. Han blev anholdt og lastet på et transportskib til USA. Kaptajnen fik at vide, at lasten bestod af nogle af de mest kriminelle personer fra Guatemala.

Moren var også efterkommer af indvandrede tyskere, men havde guatemalansk pas. Hun kunne blive, og sønnen Enrique gik på den amerikanske skole her i hovedstaden. Men livet var hårdt for den lille familie. Det var svært at få arbejde, da USA havde forbudt den guatemalanske regering at give job i det offentlige til efterkommere eller ægtefæller af tyskere.

Europa tur/retur

Faren Heinrich var interneret i USA ved en kulmine, som truede med at ødelægge hans helbred. Derfor flygtede han og kom til Jugoslavien som leder af en tysk virksomhed med forbindelser til Guatemala. Under sin rejse i Europa blev hans tog bombet af de allierede, og kun han og en kok overlevede. Efter krigens afslutning var Tyskland som et stort fængsel, men det lykkedes ham at flygte til Frankrig.

Da den delvis venstreorienterede præsident Arévalo kom til magten i 1945 i Guatemala, afviste han USA's krav, og de landsforviste tyskere fik lov at komme hjem igen, vist nok mod at lokale slægtninge og venner betalte regeringen for at udstede nye papirer :-).

Heinrich kom hjem ti Guatemala i 1948, men fik aldrig sine ejendomme tilbage. Ironisk nok blev han især hjulpet af tysk-jødiske guatemalanere i de første hårde år.

Andre skæbner

Mange tyskere led samme skæbne. Nogle nåede dog at overføre deres ejendomme i venners eller advokaters navne. Og hvis de havde været heldige med at vælge ærefulde folk, fik de deres ejendomme tilbage efter krigen.

Klippet fra avisen El Periódico:

Et sceneri som i det gamle vilde vesten udspillede sig i går, da betjente fra PMT (Policía Municipal de Tránsito, det kommunale færdselspoliti) befriede en kammerat, som var blevet anholdt af betjente fra PNC (Policía Nacional Civil, det nationale civilpoliti).

De angreb hinanden med stave midt i hovedstadens centrum. (PMT'erne er i gule vest, PNC'erne i orange veste)

Forbrydelsen

Estuardo Robles, som kørte på motorcykel, havde et problem med betjente fra PMT, som kørte i den grønne pick-up G-5054. I følge hvad han fortalte, tromlede de ham næsten ned, han beklagede sig, og der forekom en meningsudveksling. Robles besluttede sig for at køre væk, men de forfulgte ham, og da de kom til 15'ende gade og 5'te avenida i zone 1, kørte pick-up'ens chauffør ind i ham, og Robles faldt ned på asfalten.

Dette blev overværet af fem betjente fra PNC, som agerede og forsøgte at anholde færdselsbetjentene. Disse flygtede, hvorfor en PNC-betjent forfulgte dem og blokerede for deres bil. Men også han blev påkørt. Til slut blev færdselsbetjenten anholdt.

"Befriet" igen

Ved retsbygningen afskar ca 30 færdselsbetjente dem vejen, og ifølge PNC-talsmanden Faustino Sánchez "befriede de deres kammerat ved misbrug af magt, mens de slog på PNC'erne. Desuden tog de vores telefoner og håndjern, hvilket er tyveri".

El Periódico har ikke kunnet få fat i PMT-talsmanden Amilcar Montejo, men ifølge et interview i Radio Sonora har Montejo indrømmet at have befriet en kammerat: "Vi blokerede deres rute, fordi de tog ham med sig mod hans vilje, og vi tog ham tilbage".

Sánchez' kommentar til El Periódico var: "Logisk nok, ingen som har begået en forbrydelse ønsker at komme i fængsel, og han vil altid gøre modstand".

Tre anmeldelser

Såvel PMT som PNC har anmeldt den anden part til Indenrigsministeriet for aggression.

En tysk fotograf ved navn Hans Namuth besøgte for første gang i 1947 en lille landsby i Guatemalas vestlige Chucumatán-bjerge: nemlig landsbyen Todos Santos. Han var fascineret af befolkningen dér og tog en række portrætter af dem. Han vendte tilbage flere gange – senest i 1987. Billederne blev udgivet i bogen Los Todos Santeros.

Todos Santos ligger i provinsen Huehuetenango, og i denne landsby taler man sproget Mam. Det tales af ca ½ mio mennesker.

Hans Namuth døde i 1990, og i år har hans to børn i fællesskab med Museo Ixchel (tekstilmuseet) arrangeret en udstilling med portrætterne.

Som optakt til udstillingen rejste de til landsbyen for at finde nogle af de personer, som er afbildet – og disse personer var til stede ved åbningen, 40-60 år efter.

 

Fra Århus til Guatemala

Tom er fra Århus, og selv nu efter 12 år i Guatemala taler han med århusiansk dialekt, når han taler dansk. Han er gift med Ileana, og de hører med i det slæng, som mødes på El Establo om torsdagen.

Tom arbejder som salgschef på sin svigerfar Don Eduardos fabrik B&B, og forleden var vi besøg på fabrikken, som ligger syd for byen i en fattig forstad. Da fabrikken blev bygget for 15 år siden, var der marker omkring.

Markedsførende

På ethvert cafeteria og comedor her i Guatemala finder man små flasker med Picamás – en chilisovs, som folk spiser i store mængder. B&B er det største mærke inden for chilisovse, og de findes i flere styrker.

Ketchup af papaya

Et andet produkt, som sælger rigtig godt, er ketchup. Der findes mange ketchup-mærker, men ketchuppen fra B&B har en speciel smag, som åbenbart er populær. Det overraskende er, at den er lavet – ikke på tomater – men på papaya.

Tomater er for dyre, så Don Eduardo måtte eksperimentere sig frem til en anden frugt, som kunne udgøre grundmassen i ketchup. Han prøvede først med bananer og mangoer, men kun papaya egnede sig. Papaya kan fås året rundt, og den er ikke særlig dyr. Til papaya-massen tilsættes tomatsmag og andre krydderier.

Små portioner

Et andet særtræk ved B&Bs produkter er, at de kan købes i meget små portioner, fx en pose ketchup eller mayonnaise med kun 4 oz (ca 100 g) og til ca 1Q (ca 1 kr). Som Tom forklarede: "Mange mennesker her er så fattige, at de ikke har råd til at købe varerne i store portioner – men sådan en lille pose er overkommelig."

Don Eduardo

Grundlæggeren Don Eduardo er tydeligvis en helt utrolig mand. Han er født i Nicaragua og kom af fattige kår. Han er en utrættelig entreprenør, som uafladeligt tænker på nye løsninger og nye måder at forbedre produktionen på. Den første fabrik havde lergulv, og nu er der 300 ansatte i en kæmpestor fabrikshal med betongulv.

I øjeblikket er de i gang med at modernisere bygningen, lægge nyt gulv, udskifte skillevæggene til bedre og mere hygiejniske materialer, forbedre belysningen etc.

B&B har to gange forsøgt at få den store fastfood-kæde Pollo Campero (Landkylligen – en national konkurrent til McDonald) som kunde.
Men hver gang er det mislykkedes på grund af de gammeldags byggematerialer, som fx er svære at rengøre.

Privat initiativ vs kooperativ

For nogle år siden købte Don Eduardo en nedlagt fabrik af et kooperativ. Kooperativet havde fået ulandshjælp til at bygge fabrikken og til indkøb af nogle store maskiner til at fremstille marmelade og saft. Kooperativet gik dog hurtigt nedenom og hjem på grund af korruption. Fabrikken stod tom længe, indtil Don Eduardo købte den. Han flyttede maskinerne til sin egen fabrik, og nu har han solgt grunden med overskud!

Gammeldags og moderne

Der er ingen tvivl om, at Don Eduardo er en gammeldags leder, som ikke delegerer, men bestemmer alting selv.

Samtidig har han en meget moderne medarbejderpolitik: Alle medarbejdere får gratis frokost hver dag. Der er ansat en sygeplejerske, og arbejderne får gratis lægehjælp, tandlæge og medicin. Hver uge må de købe fabrikkens produkter til halv pris. Virksomheden tilbyder også undervisning, da mange af de ansatte aldrig har færdiggjort grundskolen. En gang om ugen kommer to lærere og underviser i basale læse- og skrivefærdigheder.

Desuden er lønnen højere end mindstelønnen, så det er eftertragtet at få job i B&B.

Nu er Don Eduardo 80 år, og hans helbred er ikke længere godt. Men han trækker sig ikke tilbage, for "han dør, hvis han holder op med at arbejde", siger Tom. I øjeblikket er der derfor et vakuum, fordi Don Eduardo ikke kommer på fabrikken hver dag – og ingen andre tør tage beslutninger, for de er vant til, at kun Don Eduardos beslutninger gælder.

Tom har måttet sætte sig ind i alle mulige specifikationer om maskinerne, om mængden af ingredienser i de mange produkter, om nye byggematerialer, "for nogen må jo vide det", som han siger. Ret imponerende i betragtning af, at fødevareproduktion var et totalt nyt områder for ham, da han kom til Guatemala.

Farligt liv

Det er ikke ufarligt at drive virksomhed i Guatemala. Alle lastbiler kører med en bevæbnet vagt, men alligevel er der blevet stjålet 20 lastbiler. Og nogle af de ledende medarbejdere er blevet truet: "Vi ved hvor dine børn går i skole …".

Don Eduardo selv er blevet berøvet 13 gange, og to gange er han blevet bortført. Den ene gang måtte hans datter, Ileana, forhandle med kidnapperne igennem flere døgn. Til sidst blev han sluppet løs, men var stærkt forslået. Han nægter dog fortsat at have en bodyguard. Hans strategi er at være diskret – fx kører han i en gammel bil og klæder sig ikke dyrt.

Her bringer vi et uddrag af en artikel fra Udvikling, Danidas månedsblad, nr 2-2008. Artiklen er skrevet af ambassaderåd ved den danske ambassade i Maputo, Mozambique, Niels Richter, og den handler om Mozambique, men observationerne om den manglede tillid kan uden videre overføres til Guatemala.

Guatemala ligner Mozambique

"Mozambiquerne har været igennem en langvarig borgerkrig med omfattende tab af menneskeliv og ødelæggelse af livsbetingelserne. En af de skader, det tager længst tid at oprette, er tabet af tillid – mellem mennesker og i forholdet til samfundets institutioner. En nylig Verdensbankrapport viser, at manglende tillid af mozambiquerne fortsat regnes blandt de væsentligste begrænsninger for udviklingen.

Det kan måske være svært for en dansker at forstå, især fordi Danmark for nyligt i en sammenlignende undersøgelse blev udpeget som et af de lande i verden, hvor borgerne har mest tillid til hinanden.

Problemet er ikke desto mindre, at tillid er forudsætning for så meget andet, og at det kræver en ufattelig indsats at genopbygge den. Erindringen om overgreb og opgør lægger stadig en dæmper på risikovilligheden og udadvendtheden inden for familien, landsbyen og erhvervslivet – nødvendige forudsætninger for at begå sig på markedet og i samfundet i øvrigt. Og der er stadig lang vej igen, førend nationale institutioner som det formelle retsvæsen, politiet og den offentlige sektor i sin helhed af befolkningen opfattes som reelt imødekommende. Læg hertil et stort efterslæb inden for uddannelse og sundhed. (…)".

Søg og erstat

Som nævnt kan man blot erstatte "Mozambique" med "Guatemala". Her har der også været en lang og blodig borgerkrig, som har ødelagt folks tillid til hinanden og til de offentlige institutioner.

Skatteunddragelse

Ingen her har lyst til at betale skat, for de mener, at den alligevel ikke bliver brugt til noget fornuftigt, men til korrupte politikere. Når vi fortæller om det danske system, siger de, at de gerne ville betale, hvis de vidste, at det gik til gode, fælles formål – som i Danmark. Men sådan er det ikke her i Guatemala.

International kommission skal undersøge korruption

I december sidste år vedtog parlamentet med et meget lille flertal at nedsætte en international kommission til bekæmpelse af lovløshed i landet (International Commission against Impunity in Guatemala, Comisión Internacional Contra la Impunidad en Guatemala, CICIG).

Kommissionen er støttet af FN, og den skal foreløbig arbejde i to år, og opgaven er at genetablere tillid til såvel politi som retsvæsen. Fx skal kommissionen identificere illegale sikkerhedsgrupper og deres mulige forbindelser til staten.

Det var på et hængende hår, at CICIG blev vedtaget i parlamentet. Afstemningen var farceagtig: mange politikere var imod, samtidig med at de prøvede at skjule det. Nogle parlamentarikere forlod salen, nogle skulle pludselig på toilettet, da der skulle stemmes osv. Men til sidst blev loven vedtaget.

En af begrundelserne for at få en udenlandsk organisation til arbejdet er simpelt hen, at guatemalanere ikke kan udføre arbejdet uden at komme i livsfare. Udlændinge, derimod, kan rejse, hvis de bliver truet.

Mange folk er glade for, at det er folk udefra, der skal undersøge forholdene, fx angående tyveri af jord, der tilhører en nationalpark i Petén. De frygter nemlig, at de lokale alle er infiltrerede og involverede.

Den positive historie er, at der samtidig er nogle NGO'ere, erhvervsfolk og parlamentarikere, der kæmper for at forbedre landet med stor personlig risiko.

Politiet smidt ud

I flere landsbyer har den indianske maya-befolkning smidt det lokale politi ud, fordi politiet er korrupt og voldeligt … og ladinoer.

Mange siger, at man ALDRIG skal tilkalde eller melde noget til politiet. Det vil blot sætte én i en ekstra klemme. Det er bedre at ringe efter brandvæsenet, som overvejende består af frivillige. Den nye regering har udkommanderet hæren til at hjælpe politiet med at holde ro og orden. Soldaterne (de onde) bliver sendt ud sammen med politipatruljerne (de meget onde) for at kontrollere dem.

Kontrol på kontrol

Den manglende tillid mellem mennesker viser sig fx ved indgangen til museer og parker, hvor man skal betale entré. Først betaler man til én, får udleveret en billet, som så bliver kontrolleret 15 m længere fremme af en anden. Den første kunne jo have snydt! Også i butikker er der et hierarki af folk, som kontrollerer hinanden. Ud over at det vidner om mistillid, er det jo også dyrt og ineffektivt.

Betaling på forhånd

Noget lignende gør sig gældende ved køb af større varer eller service. Fx når Sørens kontor køber en konsulentydelse, skal de hver gang betale 50% i forskud. Det samme gæder ved store ordrer af varer.

Daglig forsigtighed

Også i det daglige viser den manglende tillid sig. Min spansklærer León fortalte fx, at han aldrig har haft en fastnettelefon i sit hjem. Det ville nemlig indebære, at hans navn, adresse og telefonnummer optrådte i en telefonbog – og dermed, at han ville kunne blive opsøgt af folk, der ville afpresse ham, eller det der er værre.

Vi bliver også rådet til, at vi aldrig opgiver vores navn pr telefon til folk, vi ikke kender.

Da vi kom tilbage fra ferien i Danmark, lå der en besked i receptionen, om at Raúl fra San Juan La Laguna havde været forbi, og at jeg gerne måtte kontakte ham.

Raúl er en af guiderne i den lille by ved Atitlan-søen. Han var meget hjælpsom, da Lone, Mogens og jeg besøgte byen i oktober sidste år.

Da jeg ringede, sagde han, at han havde brug for hjælp, fordi hans bror var blevet taget af "migracion" i USA og sat i fængsel dér. Raúl ville selv komme til hovedstaden og opsøge mig et par dage efter.

Inden han skulle komme, havde Søren og jeg talt om, at han efter al sandsynlighed ville bede om penge, og vi enedes om, at jeg skulle tilbyde ham 300 Quetzales (~ 200 DKK). Det svarer til lidt mere end en ugeløn for en ufaglært.

Afhængig af en coyote

Raúl kom og begyndte med at spørge til Lone og Mogens – han troede, at de boede i USA, og håbede, at de derfor kunne intervenere til fordel for broren. Derefter forklarede han, at han havde kontakt med en coyote (en som illegalt hjælper folk over grænserne), som skulle hjælpe broren tilbage til Guatemala. Men de behøvede selvfølgelig hjælp (= penge) til at betale rejsen og coyoten – og helst i dag.

Jeg forstod ikke alt, hvad han sagde, ligesom jeg ikke havde mulighed for at tjekke, om oplysningerne var rigtige.

Jeg tilbød ham de 300 Q, men kunne straks se, at det ikke rigtig forslog. Det fremgik, at han havde behov for 1000 Q, og efter lidt overvejelse besluttede jeg at give ham dem.

Vi fulgtes derfor hen til den nærmeste pengeautomat, og jeg gav ham de resterende 700 Q. Han var selvfølgelig meget taknemmelig og sagde, at han ville betale dem tilbage så hurtigt som muligt. Vi skiltes på den trafikerede gade Próceres, og Raúl bad Gud velsigne mig.

Ærlighed betaler sig

Jeg var lidt i tvivl om, hvorvidt jeg skulle ringe til ham for at høre, om operationen lykkedes, og om broren var vel ankommet. Samtidig ville jeg ikke presse ham for pengene, som jeg ikke regnede med at se igen.

Og så pludselig i går, fredag, ringede Raúl igen, at han var i hovedstaden og ville komme forbi. Da han kom, forklarede han, at broren ganske rigtigt var kommet til Guatemala, at coyoten ikke havde snydt, men at broren havde mistet alle sine penge og ejendele i USA. Og efter lidt snak trak Raúl pengene op af lommen – 1000 Q, som han havde lånt af en anden for at betale mig.

Jeg blev så glad, at jeg straks sagde, at han kunne beholde pengene – det var en gave.

Merkantilisme

Merkantilisme er ifølge Wikipedia kendetegnet ved blandt andet statskontrol og importtold. Som jeg husker teorien, indebærer den også tildeling af monopol-tilladelser til enkelte nationale producenter fra staten, oprindeligt fyrsten.

I teorien kan det være en god idé at beskytte lokal produktion i en startperiode, og merkantilismen var i Europa forgænger for den "givtige" kapitalisme, og er muligvis også på mange måder bag Østasiens hurtige vækst. Men i Guatemalas skæve samfund gør den nok (næsten) kun skade.

Trods frihandelsaftaler

Så vidt jeg ved, har de nye frihandelsaftaler i Mellemamerika forbudt de toldbarrierer og monopolaftaler, som muliggør merkantilismen. Men, men, men ..., i praksis lever merkantilismen i bedste velgående ifølge vore venner Tom og Iliana, som producerer chilisovse, marmelader mm, og som derfor er storforbrugere af sukker og spiseolie.

Sukker-monopolet

Der er mange producenter af sukker. Men de har centraliseret deres salg. Så Tom kan ikke købe hos den leverandør, han foretrækker pga pris eller kvalitet. Han må bestille på et centralt kontor, der så bestemmer, hvem der skal levere til hvilken pris. Og hvis han så får et ton sukker, der er beskidt, så er det bare hans problem.

Han må købe til 23 US$ pr quintal (ca 50 kg), mens markedsprisen er 11 US$. Og det billige sukker fra Cuba og Brasilien er belagt med told, så det koster 40 US$.

Systemet overlever efter sigende, selv om det er lovstridigt, og man mener at vide, at enhver ny præsident får 2 millioner US$ for ikke at åbne for sukker fra Cuba. Og sukkerproducenterne er ikke små fattige producenter, der skal beskyttes. Det er de allerstørste og rigeste familier.

Spiseolie-monopolet

I Guatemala står to firmaer for 90% af spiseolieproduktionen. Duopolet laver så - efter sigende - underhåndsaftaler om den interne nationale prisfastsættelse, så den ligger langt over verdensmarkedsprisen. Igen til fordel for de store og de rige. Og bestemt ikke for den lille husmor eller for den nationale fødevare- eller parfumeindustri.

De rige er ligeglade

Konsekvenserne er sub-optimering, udbytning af de fattige (til nød med undtagelse af de fattige arbejdere i sukker- og olieproduktionen) samt forringelse af landets konkurrenceevne og eksportmuligheder (på nær sukker og spiseolie). De rige er ligeglade, da de har magten og penge nok, og da de har fordel af den rigelige, fattige arbejdskraft i landet.

Socialisme dur ikke her

Den guatemalanske model er vel en merkantilistisk udgave af kapitalismen, hvorimod mit program prøver at styrke en liberalistisk udgave af kapitalismen for i det mindste at frigøre den entreprenante energi hos de små erhvervsdrivende.

Ak ja, 70'ernes socialisme dur næppe her i et land, hvor solidaritet er en by i Rusland. Socialismes ideer om statsstyring ville her nok bare føre til ekstrem merkantilisme til fordel for de få, som sidder i magtfulde stillinger. Og socialismens anden side, solidariteten, mangler, når flertallet anser det for naturligt at bruge enhver mulighed til at fremme personlige interesser.

Gidseltagning

Så har Guatemala endnu en gang skabt overskrifter i verdenspressen med en dårlig nyhed – nemlig bortførelsen af fire belgiske turister. De er nu frigivet og rejst tilbage til Belgien uden at have lidt fysisk overlast.
De blev bortført af en bondeorganisation, der brugte dem som gidsler for at få frigivet en bondeleder, som blev arresteret for nogle uger siden.
Efter bortførelsen har regeringen indledt forhandling med bondeorganisationen – sagen drejer sig om jordrettigheder.

Men sagen har skadet landets ry som turistdestination – et faktum som blev meget beklaget i en avisleder i landets førende avis Prensa Libre. Mange lande fraråder direkte deres borgere at rejse til Guatemala.

Røveri mod Ninna

Historien med belgierne er desværre ikke den eneste. Senest har Sørens kollega Ninna været ude for et overfald Palmesøndag.

Hun var sammen med tre danske venner i en naturpark i Alta Verapaz. Her er en flod, hvor man kan bade. Hun og vennerne var gået lidt væk fra de andre turister for at være i fred.

Mens de tre venner var i vandet, kom to unge mænd hen til Ninna og advarede hende om, at det var farligt at bade på dette sted. Da de tre venner var kommet op af vandet, trak de to mænd pludselig knive og truede Ninna, mens de forlangte at få alle værdigenstande og penge. Røverne var dog ret nervøse, så de forsvandt hurtigt efter at have fået nogle penge og et kamera (med alle feriebillederne).

Ninna opsøgte straks parkbetjente og politifolk, som var posteret ved indgangen til området. De viste imidlertid forbavsende lidt interesse i sagen og foreslog, at Ninna meldte det til politiet i den nærmeste landsby. Ninna har på fornemmelsen, at såvel parkbetjente som politibetjente er medvidende – ja endda måske medsammensvorne – i røveriet. På politistationen i landsbyen blev sagen derimod taget alvorligt og indberettet.

Ninna og de tre venner måtte dele en flaske rom for at komme sig over chokket – og skrækken sidder der endnu.

Norsk kvinde uden hukommelse

Forleden fortalte vores bekendte fra den norske ambassade, at hun skulle besøge en norsk kvinde, som var indlagt på et hospital her i byen. Kvinden var turist på vej i en shuttle fra Tikal. Hun erindrer ikke, hvad der skete, men vågnede op på et hospital med en beskadiget ryg. Det er uvist, om hun var involveret i en bilulykke eller et overfald, men alle hendes smykker, penge etc var blevet stjålet.

Bilrøveri mod Steffens ven

En hollænder, som er kollega til vores danske ven Steffen, blev forleden stoppet i sin bil på vej ind i Oakland-kvarteret, hvor Jørgen, Ninna og mange andre udlændinge bor, 300 meter fra os. Han slap dog for at få stjålet bilen ved stige ud og slå og forfølge røveren. Heldigvis slap han godt fra det, men ellers er standard-rådet, at man ikke sætter sig op mod en nervøs røver med pistol.

Steffen selv berøvet

Før jul oplevede Steffen selv et overfald, da han gik på en sidevej til Vista Hermosa – en af de store gader i den pæne bydel zone 15. En bil kørte op ved siden af ham, og to mænd sprang ud; én holdt ham fast, mens den anden tog hans penge, ur og telefon.

Selv om han ikke direkte blev truet på livet, var det en meget ubehagelig oplevelse.

Sammen med Daniels familie besøgte vi et sted højt oppe i provinsen Huehuetenango, hvor floden San Juan har sit udspring. Det er et yndet udflugtsmål, fordi der er mulighed for at bade midt i dette ellers tørre område.
Samtidig er Påskelørdag traditionelt en dag, hvor folk tager på udflugt, så der var masser af mennesker - næsten udelukkende lokale.

Awakatekas

Jeg var imidlertid næsten mere optaget af at se på kvinderne. Området og den nærmeste landsby, Aguacatán, er nemlig kendt for sin traje, altså kvindedragt.
Befolkningen i Aguacatán udgør desuden en særlig, lille sproglig gruppe, som taler Awakateka. Det tales kun af ca 11.000 mennesker.

Navnlig de vævede hårbånd er helt utroligt smukke - og også efterspurgte af turister. Vi har allerede købt ét, som hænger til pynt i vores lejlighed.

Da vi sammen med Daniel kom kørende ind i landsbyen Zunil uden for Quetzaltenango, havde mange folk taget opstilling – de ventede tydeligvis på, at noget skulle ske. Vi stoppede naturligvis.

Pludselig kom en gruppe store drenge og unge mænd løbende; de var udklædt og nogle havde masker og parykker på. Flere grupper af drenge i løb, en på hest dirigerede dem af sted, frem og tilbage over broen og ind gennem de smalle gader.

Det viste sig, at de var i gang med at fange Judas – en påsketradition.

Pludselig så vi en enlig figur, Judas, som var flygtet helt ud og balancerede på sten midt ude i floden.

Omvendt racisme

Først var Daniel utilbøjelig til at gå for tæt på, for han vidste, at i denne landsby bor der udelukkende "indígenas", her K'iche. De er meget stolte, og de kan være fjendtlige over for ladinoerne. Han var bange for, at vi tre fremmede pludselig kunne blive grebet som værende Judas.

Området er lukket for politiet, da politifolkene jo er ladinoer. Landsbyen vil heller ikke sælge jord til ladinoer.

Søren og jeg er altid blevet godt behandlet i landsbyerne, og vi føler også normalt mest trygge, når vi er blandt mayaerne - men vi er jo heller ikke ladinoer.