Siden sidst - oktober 2008

I dag var der eksamen på mit sykursus. Jeg klarede det som den første og har dermed bestået!

I løbet af de 2½ måned, som kurset har varet, har vi nået at sy: to servietter, et demo-stykke med lommer, lynlåse, knaphuller, mm, en varmehandske, to overtræk (til symaskine og blender), tre forklæder, en lille kuvert-taske, et etui til broderigarn og endelig navnekluden med forskellige typer broderisting. De ligner ting, som jeg syede i 4-5. klasse på Søndermarkskolen.

I onsdags skulle vi aflevere alle vores håndarbejder, som så blev bedømt af skolens direktør. Doña Yoli var ret utilfreds med, at jeg ikke havde fuldendt min navneklud, altså den med de forskellige typer sting og broderier. Jeg nægtede at sy fire rækker hulsøm. Det var alt for svært, og jeg kunne næsten ikke se trådene. Doña Yoli forklarede lidt undskyldende til direktøren, at jeg havde undladt "på grund af mine øjne".

Fredag den 24. oktober fik personalet på Danida-kontoret deres lønchecks udstedt fra banken Cuscatlán. Den ene bogholder, Erika, har sin konto i en anden bank. Så hun tog efter fyraften til Cuscatlan på hovedfærdselsåren Avenida Roosevelt, og hævede pengene, ca 10.000 kr.
Hun satte sig ud i bilen hos manden og de to børn og kørte hjemad.

Hit med alle pengene

300 m længere fremme kom to motorcykler op på siden af bilen og truede dem med pistoler til at standse. Hun gav dem 300 Q, og sagde at det var, hvad hun havde. Men de sagde, at de vidste, at hun lige havde hævet mange tusinde i banken. Hun måtte ud med pengene, mens myldretidstrafikken uanfægtet fortsatte. Rystet, men i live, tog familien videre.

Hverdag for os

Inspireret af min kollega Ninnas aktuelle sikkerhedsrapport til ambassaden har jeg sammenstykket følgende:
Hun har selv været udsat for et knivoverfald, og hendes søn Malte er blevet truet i sin bil af politiet til at betale bestikkelsespenge (uden at have gjort noget). Vores vagt Miguels bror er dræbt ved skud for nylig, vores administrator Rosario truet med pistol ved krydset nær vores kontor, og hendes bror har været udsat for telefonisk pengeafpresning. Vores chauffør Luis' 12 årige søn blev for nylig slæbt ud af en skolebus, slået i hoved med en pistol og frarøvet sin skoletaske af bevæbnede røvere. Silvia og hendes mand Rodolfo blev udsat for væbnet røveri, mens de spiste morgenmad på en restaurant umiddelbart neden for vort tidligere kontor, og endelig blev vores danske ven Steffen frarøvet alt ved væbnet pistolrøveri en søndag, mens han delte reklamer ud for sit firma i et af de rige kvarterer. Og nu allersenest blev en datter til Lises bekendte bortført, se historien herunder.

Rejs ikke til Guatemala!

Volden og kriminaliteten synes at være stigende. Der sker omkring 40 mord om dagen alene i Guatemala City. Aviserne skriver dagligt om nye tilfælde, og samtidig ved vi, at det slet ikke er dækkende for, hvad der faktisk sker. Mange forbrydelser bliver ikke meldt til politiet.

Ambassaderne advarer

I sidst uge skete et væbnet overfald på en turistbus. Hele selskabet (ca 8 personer) mistede alle deres værdisager, penge, kameraer, computere etc, og en kvindelig deltager blev tilmed voldtaget. Det fik i denne uge de udenlandske ambassader til at reagere. Flere har strammet deres "Rejsevejledninger" og advarer nærmest turister mod at besøge Guatemala. Se fx den britiske side og det danske udenrigsministeriums vejledning.

Tilføjet lørdag den 1. november: I dag stod i avisen, at politiet har fanget en bande, som sandsynligvis stod bag overfaldet.

Lige i øjeblikket synes vi derfor, at vi er nødt til at fraråde jer at komme på besøg! Risikoen er for stor. Det er rigtig trist at måtte sige det, men vi synes ikke, vi kan tage ansvar for jeres sikkerhed.

Vold på alle niveauer

Volden er et stadigt samtaleemne, både blandt udlændige og guatemalanere. I aviserne er der lange indlæg, klummer og også ledere, som beklager situationen.

Problemet er, at der er kriminalitet på alle niveauer, fra landets højeste embeder (bedrag og korruption i millionklassen) til den lille bandit, som udnytter lovløsheden og truer sig til penge med et våben. Af og til læser vi om, at politiet har fanget en bande, og det viser sig ofte at være unge, fattige mennesker. Man aner, at der står store, professionelle organisationer bag.

Det er eftermiddag, og jeg sidder fredeligt på sykurset og broderer sammen med Betty og Lesbia, overvåget af Doña Yoli. Vi småsnakker om vind og vejr, madopskrifter og familie.

Et telefonopkald

Pludselig ringer Lesbias mobil, hendes udtryk skifter til bestyrtelse, og hun siger flere gange: "No, no, no!". Samtalen slutter brat efter få sekunder, og hun siger: "Det var min datter, hun er blevet kidnappet!". Hun ringer straks til sin mand, men kommer ikke igennem, græder og prøver flere gange, jeg hjælper hende med at sende en sms til ham. Doña Yoli sætter sig stille og beder med foldede hænder på bordet. Endelig ringer Lesbias mand og forklarer kort, at han er sammen med sikkerhedsfolk, og at hun ikke må modtage opkald. Vi venter i dyster tavshed. Doña Yoli trøster Lesbia og siger, at Gud nok skal hjælpe. Lidt efter ringer manden igen og siger, at han nu er sammen med datteren, og at hun har det godt. Lesbia bryder sammen og kører hjem.

Ugen efter får vi hele historien:

Datteren Livia, som er i 20'erne, var på besøg hos nogle venner, som har et spa i et af de bedre kvarterer i byen. Da hun forlader stedet og går hen mod sin bil, kommer en mand løbende bagfra. Han stikker en pistol i siden på hende og siger: "Det er en kidnapning" og skubber hende ind i bilen på passagersædet. Selv sætter han sig ved rattet og forklarer, at hun skal gøre, som han siger, ellers dræber han hende, og at der en anden bil, som følger dem.

I bilen

Livia er selvfølgelig totalt rystet og skrækslagen. Hun beder for sit liv og siger, at hun har penge og et kreditkort, og at de kan få alle de penge, de vil. Men han siger, at det er hende, de vil have. De begynder at køre. Han sveder og virker meget nervøs.

Livia opdager, at hun har sin mobiltelefon i lommen. Forsigtigt sætter hun den på "mute" og trykker samtidig på opkald, så hun ringer til det seneste nummer, hun har brugt. Imens trygler hun igen om, at han ikke gør hende ondt, og han svarer blot "Hold kæft". I sin tryglen tager hun fat om hans arm, og han hvæser: "Lad være med at røre mig".

Lidt efter spørger hun forsigtigt, om hun må tage sin sko af, fordi de klemmer – hun har højhælede sko på. "Tag dem af!", siger han brysk.

Sikkerhedsfolk tager affære

Livias opkald bliver modtaget hos vennerne i spa'et, og de lytter til samtalen i bilen mellem Livia og bortføreren. Vennerne er totalt paralyserede, indtil det går op for dem, hvad der foregår. Som firma har de sikkerhedsvagter, og sikkerhedsselskabet bliver straks inddraget. Vennerne ringer også til Livias far. På en eller anden måde – som jeg ikke helt forstod – er sikkerhedsselskabet i stand til at lokalisere bilen, måske fordi der er GPS i Livias telefon, eller måske i bilen??? I hvert fald kører en sikkerhedsvagt af sted efter Livia og bortføreren.

Bortføreren og Livia er i mellemtiden nået til Zona 16, hvor han stopper ved en skov. Livia tænker: "Nu bliver jeg slået ihjel!". Hun bliver trukket ud af bilen, på bare fødder og skubbet af sted. Her binder han hendes hænder – hun beder om, at han ikke gør det for stramt – og det accepterer han. Han tager hendes ting, inklusiv mobiltelefonen. Han skubber hende ind i bilen igen og giver hende noget over hovedet, så hun ikke kan se. Han ringer til sine kumpaner, som spørger, hvor han er; han forklarer det, og at han nu vil køre ad Carretera a El Salvador.

På flugt

Pludselig kan de høre politisirener, som nærmer sig. Bortføreren bliver panisk og begynder at køre – han kører så usikkert, at han rammer flere andre biler på vejen. Til sidst støder han ind i en bil, hvis fører kommer ud og begynder at skyde mod bilen – i den side hvor Livia sidder med en hætte over hovedet. Skuddene rammer hende heldigvis ikke. De kører lidt videre, men nu er sirenerne helt tæt på, og bortføreren vælger at springe ud af bilen og flygte i løb. Sikkerhedsvagterne når frem til bilen og redder Livia over i deres bil. Dette bliver set af en politibil (som også er blevet tilkaldt??), og politiet tror, at sikkerhedsfolkene er ved at bortføre Livia. Sikkerhedsfolkene skynder sig derfor at køre derfra.

Kort efter forenes Livia med sin far. Bortset fra det psykiske og nogle få knubs har hun ikke lidt overlast.

Et mirakel

"Mobiltelefonen reddede hendes liv, det er et mirakel", sagde Lesbia, tydeligvis stadig rystet. "Det var et guddommeligt held, at hun netop fik kontakt med familien med Spa'et, som har aftale med et sikkerhedsselskab. Hvis hun havde ringet til min mand, ville han ikke have kunnet lokaliseret hende. Og det var også et held, at bortføreren efter alt at dømme var uprofessionel og måske derfor behandlede hende forholdsvis godt."

Jeg spurgte, om de har meldt det til politiet. "Nej, så ville det jo stå i aviserne, og det ville være en skandale for os". "Men så er de tal for forbrydelser, som står i avisen, altså slet ikke dækkende", "Nej, de er ikke realistiske", svarede Lesbia.

Vi mødte Vanessa og Vladimir i en biografkø for et par måneder siden. Og faldt i snak. Han lever af at være IT-konsulent. Hun lever for sit børnehjem. Med 30 børn fra 1 år til 20 år.

For nylig besøgte parret os, og vi hørte, hvordan Vanessa grundlagde "Hogar de Jesús" næsten helt alene. Hun er aktiv katolik, og i forbindelse med socialt arbejde blev hun klar over, at der bor en mængde små børn i kvindefængslet, fordi deres mor er indsat. I begyndelsen arrangerede hun aktiviteter for børnene i fængslet, men til sidst tog hun børnene med sig hjem. Nu driver hun et børnehjem for børn, der bliver henvist via domstolene.

Artige børn hører om Danmark

I går var vi inviteret til at se hjemmet og fortælle om Danmark. Først præsenterede børnene sig hver især med navn, alder og "Jeg er glad for at træffe Dem. Gud velsigne Dem".

Så fortalte Lise om Danmark.

Søren testede dem derefter i, hvad de kunne huske. Et rigtigt svar gav en Toms Guldkaramel. Vi havde annonceret testen på forhånd, og de havde hørt godt efter.

Ballonleg

Så fulgte en "dinámica" i bedste Søren-stil:
- Hver får en ballon og blæser den op
- Hver især holder sin i luften
- Arealet indskrænkes, og de bliver nødt til at hjælpe hinanden.
Bagefter snakkede vi om, at samarbejde er nødvendigt med 30 børn i et lille hus. Næsten for pædagogisk, men senere hørte vi, at denne øvelse havde brændt sig fast hos børnene.

Grøntsager og frugter

For konkret at illustrere forskelle og ligheder mellem Danmark og Guatemala havde vi købt alskens frugter og grøntsager. Dem lagde vi i en stor bunke midt på gulvet, og så skulle de fordele dem i fire bunker:
- Lise: Frugter, der kan gro i Danmark
- Søren: Grøntsager, der kan gro i Danmark
- Vanessa: Frugter, der kan gro i Guatemala, men ikke i Danmark
- Vladimir: Grøntsager, der kan gro i Guatemala, men ikke i Danmark

Øvelsen skulle bevidstgøre dem om deres eget land, nemlig hvad der gror i højlandet (subtropisk, tempereret), og hvad der gror i lavlandet (tropisk).

Som ekstra pædagogisk øvelse skulle de bagefter fordele frugter og grøntsager efter, om de var oprindeligt fra Amerika, dvs. fra før Columbus. Selv Vanessa og Vladimir lærte noget her.

"Den grimme ælling"

Vores program sluttede med at Vladimir læste H.C.Andersens eventyr "den grimme ælling" på spansk.

I fællesskab tolkede vi lidt over historien. Til slut gav vi dem en æske med 3 DVDer med flere H.C.Andersen eventyr læst op på spansk.

Motion og tro

Så var det børnenes tur til at vise deres færdigheder. Flere af børnene er på "the honor roll" i skolen. Vanessa, som selv er maraton-løber, løber hver morgen kl. ½ 5 med de store børn. Om eftermiddagen går de til dans, karate eller anden sport.

Vanessas pædagogiske metode er spiritualitet og fasthed. Børnene bliver opdraget i en stærk tro og en vished om, at de hører til i denne storfamilie, hvor far er Gud, og mor er Jomfru Maria. I det daglige er det Vladimir og Vanessa.

For en lidt mere prosaisk observatør er deres værdier flid, dygtighed, høflighed, hjælpsomhed og motion.

Vladimir og Vanessa bor for sig selv i en lejlighed, og i weekenden har de på skift et par af børnene på besøg, så de under mere rolige forhold kan tale med den enkelte. Mange af børnene har en barsk fortid med vold, misbrug etc.

Og tilsyneladende virker det: børnene kan sidde stille, lytte, række fingeren op, se glade ud, og de store tager sig med selvfølgelighed af de små. Og det er muligt at få en familie med 30 børn til at fungere. Da vi gik, fik vi knus af hver eneste af børnene.

Børnehjemmet får ingen statstilskud og drives udelukkende med private donationer.

Vladimir fik en idé

Næste dag ringede Vladimir og fortalte, at børnene havde talt begejstret om vores besøg. Nu ville han høre, om vi kunne bruge vores pædagogik og dinámicas til at sætte gang i nogle øvelser eller projekter, som ungerne kan kaste sig over i deres lange juleferie. Han ville gerne bruge os, med vores lange uddannelser, som modeller for ungerne. Det er jo noget af en udfordring.

I dagene 7-12. oktober var der samlet ca 9.000 mennesker i Guatemala City til det 3. Sociale Forum for Amerika – Foro Social Americas. med undertitlen: "Et andet Amerika er muligt".

Her deltog alskens sociale bevægelser: græsrodsorganisationer, miljøbevægelser, bondeorganisationer, mange foreninger af oprindelige folk, kvindegrupper, fagforeninger, og politiske grupperinger. Deltagerne var helt overvejende fra Latinamerika, kun ganske få fra Canada og endnu færre fra USA.

Der var et imponerende program: over 400 sessioner, filmforevisninger, teater, kunstudstilling, musik og optræden – foruden den afsluttende march til Plaza Central.

Frihandel og kampen mod neoliberalisme

Fødevarekrisen satte sit tydelige præg på de emner, der blev taget op, ligesom emner som neoliberalisme, vold, racisme, indfødte folks rettigheder og kampen om naturressourcer. Flere sessioner handlede om frihandelsaftaler, dels CAFTA som blev indgået med USA sidste år, dels den aktuelle partnerskabsaftale mellem Centralamerika og EU, Acuerdo de Associacion, som samtidig med det Sociale Forum blev forhandlet på et af de fine hoteller i den anden ende af byen. En morgen var der ligefrem en demonstration foran hotellet, som advarede imod aftalen.

Peter Abrahamson, som er ekspert på området og som jeg fulgtes med, gik netop til disse sessioner om EU-aftalen, og han mente, at sagen blev fremstillet helt forkert. Bl.a. blev EU beskrevet som et neoliberalistisk projekt, og der blev lagt stor vægt på paragrafferne om handel og mindre på dem om politisk dialog og samarbejde.

De overordnede temaer for det sociale forum var:

• Udfordringer ved forandringer i vores verdensdel: Post-neoliberalisme, socialisme(r), og forandringer for borgerne
• Folkelig modstand mod neoliberalisme og imperialistisk dominering
• Forsvar for livskvalitet over for den grådige kapitalisme
• Mangfoldighed og lighed – hvordan opnår vi det
• Den ideologiske diskussion: kommunikation, kulturer, viden og uddannelse
• Oprindelige folk og nationer: deres velfærd og nøglen til deres fremtid.

Indianere

Det sociale forum indledtes med forskellige ceremonier, blandt andet et Maya-ritual, hvor en maya-præst påkaldte forfædrene, naturen og kosmos.

De workshops, som handlede om de oprindelige folks rettigheder, blev også indledt med et ritual med blomster og stearinlys.

Det myldrede med grupper af mayakvinder. Det var desuden interessant at se indianere fra andre lande, især Bolivia, Peru og Ecuador. Deres dragter er helt anderledes.

Ansigter fra Amerikas Sociale Forum

Det første er Peter Abrahamson, professor i sociologi på KU. Det næste er en af Bedstemødrene fra Plaza de Mayo i Buenos Aires.

 

Mange fotos er skudt på stor afstand, derfor er kvaliteten ikke så god.

Modstand mod mineselskaber

Jeg overværede to sessioner, som handlede om kampen mod mineselskaber. Der er næppe tvivl om, at de åbne miner er meget ødelæggende for naturen. Der bliver fældet store arealer med skov, og der er eksempler på forurening af vandet i store områder rundt om minen.

Alligevel forlod jeg den ene session nedslået over at lytte til en kvinde fra Ecuador, som i lang tid blot genfortalte historien om, at de oprindelige folk er blevet undertrykt, fordrevet fra deres jord, frataget deres historiske ejendomsret til jorden etc etc. Det er desværre alt for sandt, men som kampstrategi er det ikke særlig konstruktivt at fastholde en offerrolle.

Stærk feminisme

Så var det helt anderledes opmuntrende at deltage i en paneldiskussion om abort arrangeret af en kvindeorganisation. Jeg kunne ikke stå for titlen: "Slut med rosenkranse i vores ovarier" – på spansk rimer det: "Basta con rosarios en nuestros ovarios". Panelet var sammensat af kvinder fra fem forskellige lande i Latinamerika, som hver fortalte om situationen i landet, og hvordan de kæmper for at opnå abort. Fra salen supplerede kvinder fra endnu flere lande. Der var især stor søster-sympati og støtte til den nicaraguanske deltager. I Nicaragua har Daniel Ortega nemlig indgået en pagt med den katolske kirke om at forbyde abort, også "terapeutisk abort", og dermed sat landet flere årtier tilbage.

Evo Morales kom ikke

Om torsdagen var der annonceret en hyldest til præsident Evo Morales og det bolivianske folk. Vi troppede op og håbede til det sidste, at han ville dukke op, men nej. I stedet blev der oplæst en hilsen fra ham.

Der har været utrolig ringe pressedækning af begivenheden i aviserne, i betragtning af hvor mange deltagere der var. Men det var selvfølgelig mest unge, venstreorienterede, græsrødder, bønder og indianere ...