Siden sidst - marts 2007

I felten med Fundaeco

25-28. marts 2007, Lise

Sammen med Klaus og Marianne var vi på en tur på fire dage til Izabal, den østligste provins, som ligger ud til det Caribiske hav. Turen var samtidig en studietur for Søren, hvor han skulle besøge nogle små projekter og afprøve turismemulighederne i området. Turen var arrangeret af Fundaeco, en organisation der administrerer en række naturparker, herunder de to vi besøgte i Izabal.

Det var et meget hyggeligt hold med erfarne folk: Roméo fra Fundaeco var vores guide, Roberto var chauffør, og Mario er konsulent for Fundaeco og skulle med for at undersøge turismemulighederne. Både Roberto og Roméo er medlemmer af bjergklubben her, og de har været på mange ture sammen.

Englegrotten

Søndag den 25. marts 2007, Lise

Den første turistattraktion vi skulle afprøve, var en underjordisk grotte, Cueva Los Angeles. Fra landsbyen gik vi ½ time til et hul i klippen – det var grottens indgang. Vi kravlede ind og halvvejs gled de ca 10 m stejlt ned til en flod i bunden af grotten.

Vi var blevet instrueret om at have gode sko på og tøj der hurtigt tørrede, foruden lygter.

Med pandelamperne tændt begav vi os gennem en snæver gang dybere ind. Flere steder gik vandet os til midt på brystet, ja, et sted kunne Marianne ikke bunde. Et andet sted måtte vi bøje os under stalaktitter, så vi kun lige kunne holde hovedet oven vande.

Pludselig åbnede grotten sig foran os – et stort rum med stalaktitter og stalagmitter, og oppe under loftet fløj der flagermus, som var blevet forstyrret af os. Flotte formationer af stalaktitter hang ned – det flotteste hedder ”brudekjolen”.

Mange steder lignede formationerne abstrakte kunstværker.

Og selv på dette mørke, underjordiske sted var der liv: Marianne fandt dels denne fårekylling, dels en lillebitte reje!

Der var flere smalle tunneler og gange, som gik dybere ind i jorden. Vi kravlede ind gennem en smal tunnel, og da vi stod i bunden af den, holdt vi et minuts stilhed med slukkede lygter i totalt mørke. Roméo, vores guide, pegede på en anden gang, som ikke var udforsket endnu. Mærkeligt nok har landsbyens folk ikke selv udforsket grotten, før Fundaecos folk kom til for fem år siden, efter sigende pga. lokal overtro.

Efter ca 1½ time under jorden kravlede vi ud i lyset igen. Vi har før været i andre og større grotter, men her følte vi os som opdagelsesrejsende, fordi der ikke var anlagt stier eller sat projektører op.

Nat i regnskoven

Den 25-26. marts 2007, Lise

Den første nat på udflugten med Fundaeco til Izabal overnattede vi på en biologstation i naturparken Cerro San Gil. På vejen stoppede vi for at fouragere i landsbyen Buenos Aires. Købmanden lå lige ved siden af fodboldbanen, og det var også her, landsbyen samledes for at snakke. Den venlige købmand kunne et par gloser engelsk, og efter lidt snak og pjank drog vi videre med tre pakker frossen, paneret kylling samt æg til morgenmaden. Vi havde taget pasta og grøntsager med hjemmefra.

Vi stillede bilen ved et hus lidt højere oppe, hvor en familie lovede at passe på den. Herfra gik vi ind langs majsmarker med flot udsigt over landskabet.

Efter ca en halv time ad stien kom vi til en lille landsby, Carbonera – som man altså kun kan komme til ad denne sti. Vi fortsatte gennem en flod, før det igen gik opad ind i skoven. Det begyndte at blive mørkt, da vi nåede frem til biologstationen, så vi fandt rundt med pandelygter og stearinlys.

Huset var bygget med vægge af moskitonet, så vi kunne høre alle junglens lyde – men der var forbavsende stille.

Det var det fascinerende at være midt i nucleus-zonen i regnskoven kun adskilt af et moskitonet.

Om natten regnede det kraftigt, og næste morgen viste det sig, at et eller andet dyr havde slikket vores middagstallerkener rene, så opvasken var ganske let.

Foruden os boede der et par unge mennesker, biologer og frivillige, som gennemførte et fugletællingsprojekt for Fundaeco. De stod op tidligt om morgenen for at sætte net oppe i skoven. De fugle, som går i nettet, bliver beskrevet og ringmærket. Cerro San Gil er nemlig et af de steder i Centralamerika, hvor der passerer flest fugle, fordi reservatet er som en ø af skov i ellers opdyrket land.

Roberto havde medbragt et lille gasapparat og en espressokande, så han trakterede med udsøgt kaffe, lige når man mest havde brug for det.

Mangrove ved Sarstún

Den 27-28. marts 2007, Lise

Vi sejlede nordpå fra den store havneby Puerto Barrios langs kysten forbi Livingston op til floden Sarstún, som danner grænse mellem Guatemala og Belize. Her skulle vi besøge en fiskerby og Fundaecos biologstation i området. Vi så et par delfiner på vejen.

Fiskerbyen Barra Sarstún har kun adgang via båd, og der bor ca 100 familier i landsbyen.

Vi spiste alle måltider her hos familien Milian – fx den lokale specialitet tapada, en herlig fiskesuppe med skaldyr og kokosmælk, og røræg med hummer, og dertil bønnemos …

Den ene aften var der strømsvigt, så vi spiste i stearinlysets skær - det kan blitzen dog ikke vise. Bagefter sad vi ude foran huset og snakkede og fortalte vittigheder.

Vi overnattede på biologstationen, og her kunne vi låne kajakker og padle rundt i kanaler omgivet af mangroveskov. Her er Marianne og Klaus i fin stil.

Det var første gang, jeg prøvede at sejle i kajak, men i en dobbeltkajak var det ret let.

Floden har laguner, og nogle steder var der varme kilder – vandet var nok ca 40 gr, så det føltes brændende, når man satte foden i. De lokale fiskere sejler derhen med deres dugout-kanoer for at dræbe svamp og alger i det varme vand.

Den sidste morgen gik vi en tur i regnskoven ad Djævlestien. Her ser man ofte spor efter jaguar, men vi så dog ingen.

Fingeraftryk i Honduras

Fredag den 23. marts 2007, Lise

Nu er den nye Lonely Planet-guidebog for Honduras udkommet. Det er første gang forlaget udgiver en bog specielt om Honduras, og den lover godt for turismen i La Ceiba-området, hvor vi boede sidste år.

Der er 19 siders omtale af mulighederne dér, og flere af de landsbyer og aktiviteter, som vi var med til at udvikle, er omtalt. Det er en stor sejr for Nepenthes-projektet om bæredygtig turisme, som vi arbejdede for.

Lige før vi rejste fra Honduras, var vi så heldige at møde de to forfattere, og vi satte dem i forbindelse med vores kolleger og sørgede for at de kom ud i landsbyerne og de to naturparker. I kan læse om vores møde med dem på Honduras-siden. Det er en stor tilfredsstillelse, at der kom så positive resultater ud af det.

Vi har ikke set bogen endnu, men vi ved fra Nepenthes, at afsnittet indledes således:

La Ceiba and around
La Ceiba could hardly be better situated: the city stands at the foot of Parque Nacional Pico Bonito and the towering Sierra Nombre de Dios. To the west is the Cuero y Salado Wildlife Reserve, home to monkeys, tropical birds and even manatees. East of town is the Río Cangrejal, serving up some of Central America’s bests rafting, from Class II rollers to Class V white water. Further east are the Garífuna villages of Nueva Armenia and Sambo Creek, and the jumping-off point to the remarkable Cayos Cochinos. La Ceiba is where you come to catch the ferry to Roatán and Utila, and is a good place to organize (and begin) trips into La Moskitia, Honduras’ final frontier. For all its natural wonders, this area is still just learning how to cater to foreign travelers. A number of entities, including the government, eco-lodge owners, tour operators, NGOs, USAID and the Peace Corps, have been working in and around La Ceiba to develop its infrastructure and tourism potential.

Det nævnes fx, at der er bygget stier i Pico Bonito, at der er opført et besøgscenter i Cuero y Salado med informationsplancher på spansk og engelsk (som jeg har oversat). De guider, som blev uddannet i projektet, bliver nævnt, ligeså flere af de små comedores/spisesteder, som Søren udviklede forretningsplaner for.

I den forrige Lonely Planet-guide, stod der omtrent, at La Ceiba var et hul, og at man hurtigst muligt skulle rejse videre til the Bay Islands. Forfatterne mener stadig at selve byen er et hul, men nu opfordrer de til, at man bliver der og opsøger nogle af aktiviteterne i omegnen.

Nepenthes planlægger at søge om tilskud til et nyt turismeprojekt - så det tegner godt for vores venner i landsbyerne.

Messe i Mexico

Torsdag den 15. til søndag den 18. marts 2007, Lise

Vi fik mulighed for at komme med til en stor messe Tapachula. Det ligger i Chiapas, i det sydvestlige hjørne af Mexico. En af Sørens samarbejdsorganisationer, AGER, havde arrangeret, at nogle små virksomheder kunne udstille deres produkter på en stand på messen.

Læs mere om selve udstillingen under Programmet.

Feria, folkeligt og fornøjeligt
Glem alt om en stilren messe i Bellacentret med flotte stande i moderne, smarte omgivelser og velklædte, unge sælgere.

Her betyder messe - feria - snarere byfest, og messeområdet var så stort som Tivoli. Det var en folkeforlystelse med musik, dyrskue, tyrefægtning, karruseller, cykelløb, hanekampe, casino, salsa, øl og tequila.

Der var masser af boder der solgte tacos, churros, saft fra sukkerrør og andre forfriskninger, køkkenudstyr, legetøj, masker eller cd’er som blev spillet med meget høj decibel. Desuden et hav af sælgere som råbte i et forsøg på at overdøve de andre – kort sagt en kakofoni af lyde.

Folk kom langvejs fra, og der var fyldt hver aften fra kl. 20 til langt ud på natten.

Her bliver der solgt potter og pander, spande og gryder på en slags auktion. Hvis man byder på varen, kaster auktionarius varerne ned til én.

Den første aften prøvede vi at komme til hanekamp, men det var desværre lige færdigt – i stedet overværede vi aftenens stjerne, den spanske sanger Shaila Durcal, akkompagneret af mariachi-musikere. Vi kom gratis ind og sad på første række, fordi vi fulgtes med Tomas, kaffefarmer af tysk afstamning og direktør for hele messen.