Siden sidst - juni 2007

Når jorden ryster

Torsdag den 14. juni 2007, Lise

I går kom der en kraftig jordrystelse: 5,4 på Richterskalaen. Det hedder jordrystelse – ikke jordskælv - når det ikke er kraftigere.

Rystelsen varede i 49 sekunder, og det føltes som ret lang tid. Jeg var hjemme og kunne simpelt hen føle, at hele bygningen svajede. Det er en meget mærkelig fornemmelse – først tror man, det er én selv, der er svimmel, fordi alting svajer. Men denne gang fandt jeg hurtigt ud af, at det måtte være et jordskælv. Som vi har lært, stillede jeg mig under en dørkarm, langt fra vinduerne. Jeg kunne se gardinet bevæge sig, og den glaskugle, vi har hængende ved altandøren, svingede lang tid bagefter.

Søren var i Honduras i går, så han oplevede det ikke.

Forskrækkelse
Først blev jordskælvet – fejlagtigt – rapporteret verden rundt som værende på 6,8 grader, hvilket er meget kraftigt. Det betød fx, at den schweiziske ambassade her blev ringet op fra Schweiz straks efter, for at høre om de havde brug for hjælp.

Epicentret lå syd for hovedstaden på Stillehavskysten, og jordrystelsen har heldigvis ikke forårsaget skader, hverken på mennesker eller bygninger.

Men det skaber forskrækkelse. "Folk tør ikke gå ud", sagde restauratøren Alex, da jeg mødte ham i dag. "I går var der fuldstændig dødt i restauranten, på grund af jordskælvet".

Det er bedre med mange mindre rystelser, i stedet for én stor; og der har faktisk været seks mindre rystelser på 4-5 grader det sidste år, en for bare få dage siden. Jeg har kun mærket den i december sidste år.

Nogle vælger at reagere med humor. Vi fik en sjov mail om forholdsregler ved jordskælv. En af dem gik ud på altid at have en pose med hundemad på dig, så hundene kan lugte dig, når de skal grave dig ud af ruinerne.

Sikkerhedsforanstaltninger
I dag fik vi runddelt en skrivelse her i vores ejendom med råd om, hvordan man skal forholde sig under jordskælv. Men der stod desværre ikke noget om, hvor vi skulle gå hen i vores egen bygning.

Sørens kontor har netop sendt en anmodning til ambassaden i Nicaragua om tilladelse til at anskaffe forskellige sikkerhedsforanstaltninger, som fx satellittelefon og nødhjælps- og førstehjælpsudstyr.

Frivillig på Tekstilmuseet

Onsdag den 6. juni 2007, Lise

Min første opgave som frivillig på tekstilmuseet i Guatemala City var at smøre glasur på nogle muffins sammen med de to andre kvinder. Der skulle nemlig komme en gruppe skolebørn, og Fabiana, lederen af museets uddannelsesaktiviteter, havde bagt kagerne i går aftes, og nu manglede bare glasuren.

5. klasse fra højlandet
Og pludselig myldrede det ind med 19 femteklasseelever og deres to lærere. De kom fra landsbyen Santa Avelina, San Juan Cotzal, langt oppe i højlandet i provinsen Quiché, og alle pigerne havde traditionelt tøj på.

Børnene blev sluppet løs i det interaktive værksted på museet, hvor der var opsat små, enkle væve, der på forskellig vis demonstrerede væveteknikker.

Flere af pigerne gik meget kyndigt til værket, og denne pige bekræftede da også, at hun allerede kunne væve.

Den helt store succes var at klæde sig ud i de forskellige dragter fra andre provinser i Guatemala.

Derefter blev børnene sat ved borde, og her skulle de "væve" med papir, så de kunne forstå forholdet mellem trend og islæt. Stor koncentration og forbløffende stille. En dansk femteklasse ville nok ikke have opført sig helt så roligt.

Fabiana kan tydeligt mærke forskel på, om børnene kommer fra et område, hvor man stadig væver de traditionelle dragter, eller om kulturen er forsvundet.

Til sidst fik de alle frokost – og her kunne vi frivillige igen gøre gavn med at servere og fordele maden.

Museum som kulturbærer
Traditionen med at væve er ganske vist en levende kultur i store dele af Guatemala, men den er i risiko for at dø ud, efterhånden som det agrare samfund ændrer sig.

Tekstilmuseet Ixchel har derfor igangsat et "revitaliseringsprojekt" (Revitalización de la tradición de textil), som går ud på, at undervise børn i 5. klasse i vævning og i landets rige tekstilkultur. Det er et tilbud fra museet, som skolerne kan tage imod, og foreløbig har otte skoler gennemført. Det kræver, at både lærere og forældre går ind for det. Forældrene skal betale et symbolsk deltagergebyr, og lærerne skal dels deltage i et kort kursus, dels afsætte tid i undervisningen til at gennemføre det planlagte temaforløb, som løber over 8-10 måneder. Et led i forløbet er et besøg på museet i Guatemala City – og det var det, vi var med til.

Normalt er vævning kun for piger og kvinder, men denne dreng var meget stolt af sit arbejde.

Tre dages ekskursion
"Det er nok første gang, de fleste af disse børn er her i hovedstaden", mente Fabiana. Og derfor var der også indlagt andre aktiviteter. Børnene, deres lærere og et par forældre kom hertil i bus i går – ca 10 timer undervejs – og foruden tekstilmuseet, har de været i byens zoologiske have og et børnemuseum. Og inden de kører i morgen, skal de besøge endnu en seværdighed.

"Hvilket dyr kunne du bedst lide", spurgte Gloria, en af de andre frivillige, en dreng. "Giraffen", svarede han prompte.

Frivillig på privat museum
Ixchel-museet er privat og får ikke en rød øre fra staten. En del af finansieringen kommer fra en organisation i USA, "Friends of the Ixchel Museum". Desuden får de indtægter ved at sælge tekstiler og bøger fra en butik i museet.

Og så har de også en ordning med frivillige, som kommer og hjælper til en halv dag om ugen. Foreløbig har jeg kun været der tre gange. De andre frivillige er også kvinder – og udlændinge, ligesom flere af grundlæggerne af museet har udenlandske rødder, især fra USA. Faktisk startede museet i et privat hus, hvor man samlede guatemaltesiske dragter og tekstiler, indsamlet af forskellige (udenlandske) privatpersoner.