Søren & Lise i
Guatemala

Siden sidst - februar 2009

Nyere historier under Siden sidst

Farmors død

Søndag den 8. februar 2009, Lise
Som vi husker hende, glad og altid elegant

Søndag den 8. februar døde Sørens mor Vib. Hun blev 86 år og var til det sidste helt åndsfrisk og klarede sig selv, kørte bil, lavede mad, havde styr på familiens aktiviteter etc.

Hun var blevet indlagt med brækket lårben et par dage før. Operationen var gået godt, og hun var allerede i gang med genoptræningen. Men om søndagen fik hun det dårligt, og det viste sig, at der var tilstødt en indre blødning, som ikke kunne standses.

Troels, Lise og Sofia var netop kommet på besøg på hospitalet sammen med fætter Anders, og de nåede at tale med hende. De hidkaldte flere af familien – så farmor var omgivet af børn, børnebørn og oldebørn til det sidste.

Med Sofia, december 2008

Vi, dvs Lau, Søren og Lise, var netop taget til Panama på en kort ferie, da vi modtog den sørgelige besked. Vi rejste selvfølgelig hurtigst muligt hjem og samledes med resten af familien.

Bisættelsen foregik på en flot dag med høj sol og frost. Højtideligheden i kirken var smuk, alvorlig og stemningsfuld. Fra kirken tog vi alle hjem til Jesper og Susse, og senere gik familien ud til gravstedet, hvor blomsterne allerede var lagt.

Vi blev i Danmark en uges tid, og Søren nåede at hjælpe med de praktiske ting i forbindelse med boet.

Besøg i Kerteminde

Vi udnyttede anledningen til at tage et par dage til Kerteminde for at se det nye liv, som Troels, Lise og Sofia har fået dér. Og det tegner på alle måder godt!

Troels er glad for arbejdet på Johannes Larsen Museet, de har fået en dejlig lejlighed i en nybygget ejendom tæt på fjorden, og Sofia er begyndt i en god dagpleje. De har fået meget mere plads og praktiske forhold, fx opvaskemaskine, og et arbejdsværelse til Lise. Og Kerteminde er en charmerende købstad.

December 2008

På stoffer

31. januar til 3. februar 2009, Lise

Fire dage med power shopping på markeder og forskellige væveværksteder – det var en stor oplevelse! Jeg var på indkøbstur med min veninde Margaret, som har en lille butik på Nørrebro, hvor hun sælger brugskunst og tekstiler fra Guatemala og Mexico. I februar kom hun hertil for at supplere varelageret. Desuden ville hun gerne finde nye og besøge gamle leverandører.

Designeren hos Aj Quen og Margaret regner og lægger sammen

Markeder i zone 1 og Antigua

Hun ankom til Guatemala City og overnattede hos os de første dage. Derefter tog jeg med hende til Chimaltenango og Atitlan, hvor hun besøgte nogle af de væveværksteder, som indgår i Premaca.

Allerførst var vi på det store marked i zone 1 i Guatemala City. Næste dag tog vi til Antigua, hvor vi besøgte Nim Pot-butikken med brugte stoffer, og derefter det store marked med kunsthåndværk.

Allerede her glædede jeg mig over at følges med én, som sætter lige så stor pris på det typiske kunsthåndværk, som jeg, og som tilmed kunne købe vildt ind!

Aj Quen

Margaret var interesseret i, om hun kunne finde et værksted, som vil væve og sy slynger til at bære små børn, såkaldte rebozos. Hun havde lånt en slynge af "vores" Lise som model. Hos Aj Quen tilbød de at sy seks prototyper.

Her undersøger designeren og væveren omhyggeligt vævningen i den medbragte slynge.

Kun bomuld

Margaret har handlet med tekstiler i mange år, så hun har stor indsigt og sans for kvalitet. Vi har nogenlunde samme smag – så ofte foretrak vi de samme design eller farver. Jeg lærte at være opmærksom på, om stofferne var af bomuld, eller om det var kunststof.

Martin tog med rundt af nysgerrighed og måtte så agere model - her hos Artesanos de San Juan.

Bluser, sjaler, tørklæder, tæpper og bestillinger

I landsbyen San Juan La Laguna ved Atitlan-søen besøgte vi fire forskellige vævegrupper, og her blev igen købt ind i lange baner, og desuden afgav Margaret en mængde bestillinger på tæpper og duge.

Denne hængekøje er farvet med plantefarver

Kvinderne væver som regel et par timer om dagen, resten af tiden passer de børn og hus

Igen skal der regnes ud og aftales bestillinger for mange hundrede kroner - her hos Ixoq Ajkeem

Mer marked

Da vi kom tilbage til Panajachel var det tirsdag – dvs at der var marked med brugte stoffer ved brandstationen. Så dér måtte vi selvfølgelig hen. Margaret sagde på forhånd, at hun blot ville se, men ikke købe noget. Sådan gik det ikke – endnu en gang slæbte vi af sted med store poser fuld af stoffer.

På brandstationen gik Margaret især efter smukke corte-stoffer

Besøg butikken

Fra Guatemala rejste Margaret videre til Mexico, hvor hun har handlet i flere år.

Hvis du vil se nogle af de mange pragtfulde stoffer fra Guatemala og Mexico, så besøg Margarets butik Zapoteca, Guldbergsgade 5 v/Skt. Hans Torv, Kbh. N.

Åbningstider:
torsdag & fredag kl. 14-18
lørdag kl. 11- 15, samt efter aftale.
Tel: 35 36 77 05
zapoteca@zapoteca.dk

Det er en smuk oplevelse, og der er masser af skønne stoffer og gode tilbud.

Tidligere historier under Siden sidst

© www.lisefogh.dk | Opdateret: 13-03-2019 | Forside | Kontakt | Til top