Søren & Lise i
Guatemala

Siden sidst - Argentina december 2007

Nyere historier under Siden sidst

Ridetur i måneskin

Mendoza, Argentina, Lillejuleaften 2007, Lise

Søren fik overtalt mig til at tage på en ridetur i forbjergene til Andeskæden. Turen skulle starte kl. 18, og vi blev hentet kl. 19 og kørt til en ranch i udkanten af byen. Gruppen bestod mest af rygsækturister i 30-erne, mange australiere. ”Gaucho’erne” – de lokale argentinske cowboys – gik lidt ukoordineret rundt og sadlede hestene. Et par heste skulle endda først skos. Og to gauchoer skulle først komme hjem fra den foregående tur.

Vi havde sikret os, at turen ikke krævede, at man kunne ride, og jeg fik da også udleveret en meget rolig hest.

Nå, efter ca to timer var alle heste klar, og så startede turen endelig ud i det maki-agtige landskab med tørre buske og mange kaktus i blomst. Pludselig satte en af de bageste heste af sted i en anden retning, og gauchoerne satte efter over stok og sten, og efterlod resten af gruppen af mere eller mindre utrænede turister midt i landskabet. Nå, det gik godt, og lidt efter var vi samlede igen.

Søren var ret kry!

Ideen var, at vi skulle se solnedgang, men pga forsinkelsen var solen forlængst gået ned, og mørket faldet på.

Til gengæld var det fuldmåne! Vi red op på en høj, hvorfra vi havde udsigt ned over byen Mendoza med alle dens lys. Et meget flot syn!

Det indgik i turen, at man sluttede med en "asado", dvs grillstegt kød. Bålet var først lige tændt, da vi kom tilbage. Så efter en times tid blev kødet lagt på og stegt langsomt. Det vil sige, at vi spiste kl. ca 01 og var tilbage på hotellet kl. ca 03.30, mod planlagt 22.00 ... Men det var en rigtig god oplevelse, og kødet smagte himmelsk!

Ventetiden blev fordrevet med sang og spil - og snak.

Den glade bager

Mendoza, Argentina, søndag den 23. december, Søren

Fra Mendozas bymuseum gik vi gennem parken og stødte på Nerva og Julio, et udendørs bagerpar. Den 66-årige Julio fortalte glædestrålende, at han havde fundet lykken: Han kan være udendørs i frisk luft, tale med folk og samtidig tjene penge. Og "vinteren varer jo kun 14 dage her".

Julio bager lækre empanadas - kødsovs indbagt i dej og formet som halvmåner, en nationalspise her.

For fem år siden i forbindelse med den økonomiske krise kom alle til kommunen med deres problemer. Julio, derimod, kom med "løsningen". En udendørs ovn stod ledig i parken, og han tilbød at gøre den aktiv. Kommunen skulle blot sikre hans ret til at være der, og så skulle han til gengæld bidrage med bagværk til museet et par gange om året.

Efter fem års erfaring med netop denne ovn, som er særlig høj, kan han regulere varmen, fx med folio, så han kan bage brød og empanadas samtidig. Priserne holder han nede ved at bruge gratis træ fra paller ol. leveret af venner.

"Man skal selv tage initiativ og arbejde. Mine store drenge skal lære at søge et selvstændigt arbejde", sagde Julio.

Mens vi stod og talte med parret, kom der adskillige kunder og købte 12-16 empanadas; så var frokosten klaret.

Tusinde ting - et skørt museum

Nono, Argentina, fredag den 21. december 2007, Lise

Fem km ad en grusvej ud fra den lille by Nono i den vestlige provins Mendoza langt ude på landet findes et museum, som omfatter ”alt” – natur så vel som kultur. Museet hedder Rocsen med betegnelsen "Museo Polifacético", dvs alsidigt, med mange facetter - og det kan man roligt sige!

Passioneret samler

Museet er skabt af Juan Santiago Bouchon, en franskmand som emigrerede til Argentina som ung i 1950. Hans mission er at undervise og bevare de genstande, som viser vores historie - for uden den mister vi vores identitet, mener han.

Han har sat sig grundigt ind i, hvordan man bedst udstiller museumsgenstande mhp indlæring. ”Jeg har observeret, at på museer med kun ét tema trættes de fleste gæster hurtigt. Derfor har mit museum så stor spredning som muligt. Jeg har gennemført et fysisk-æstetisk studie af præsentationsteknik med det formål, at hvert skift i tema skaber en fornyet interesse, samtidig med en pause fra det forrige tema.”

En væg med grammfonarme og en montre om ”illumination”, hvor han har samlet eksempler på lamper fra flere verdensdele og flere tidsaldre.

Hensigten er at vise kulturen og naturen i deres mangfoldighed, fx sommerfugle, krystaller, fugle, slangeskind, havdyr, muslingeskaller, insekter ... Og ikke mindst menneskets udvikling og vores opfindelser. En montre handler om beslag, en anden om hatte. En væg er helliget vægte – alle typer og størrelser.

29.744 genstande - nummererede!

Det mest imponerende er, at hver eneste genstand er nummereret og navngivet – ofte er der også en forklaring.

Der er 2000 m3 under tag, og han har allerede planlagt flere udvidelser. Til venstre ses listen over museets 66 temaer.

Desuden er der et skomagerværksted, en barbersalon og interiører fra forskellige tidsaldre og socialgrupper, fx argentinsk overklasse i byen, argentinsk bondestue, borgerskab i provinsen etc.

På bygningens facade står 49 statuer, som han selv har støbt. De forestiller personer, som efter hans mening har haft betydning for vores udvikling inden for kunst, videnskab og filosofi, og som er udtryk for en pacifistisk tankegang. Man finder derfor ingen Napoleon eller Cæsar, men til gengæld fx Aristoteles, Buddha, Frans af Assisi, Gutenberg, Marie Curie, Moder Teresa og Martin Luther King.

Museet har åbent hver dag året rundt, så kig ind, hvis du er på de kanter. Man får udfordret sin ordenssans og lysten til at gemme ting.

Museet har en (ufærdig) hjemmeside, hvor man kan se flere billeder fra denne ekstraordinære samling.

En argentinsk Robin Hood

Argentina, 18-22. december 2007, Lise

Mange steder langs vejen så vi mærkelige, små ”altre” omgivet af røde flag. Nogle gange lå der blomster, og tit var der små genstande placeret. Det viser sig at være til ære for Gaucho Gil – en legendarisk figur, som svarer til Robin Hood – en gaucho, dvs cowboy, som tog fra de rige og gav til de fattige. Han hædres med disse altre langs landevejene, og folk stopper og ofrer til ham eller beder om hjælp.

Der var ogsaa nogle andre ”altre” langs vejen. Disse altre er til ære for en indiansk kvinde, Corea, hvis mand døde, mens de var på vej hen over ørknen. Selv fortsatte hun med sit lille barn, men døde til sidst af tørst. Derfor afleverer folk (tomme) flasker ved hendes altre. Meget specielt.

Che

Argentina, onsdag den 19. december 2007, Lise

Che Guevaras barndomshjem i Alta Gracia, syd for Córdoba, er indrettet som museum med fotos og forklaringer. Der er fx også hans cykel og den motorcykel, han kørte rundt i Latinamerika på.

Den fortolkning af Che og hans liv, som museet formidler, er en nysgerrig dreng, som læste drengebøger og tidligt var draget af eventyr.
Vi var meget bevægede af besøget, fordi han egentlig læste de samme bøger som Søren og hans generation. Men situationen og tidsånden gjorde, at Che blev presset for langt ud - både som nationalbankdirektør i Cuba efter revolutioen og bagefter som guerillaleder.

Den unge læge Ernesto Guevara
Det berømte foto er taget af fotografen Korda og siden gengivet i millionvis som symbol på en frihedskæmper

Allerede som ung cyklede han en lang tur gennem Argentina. Og da han var blevet læge, gennemførte han flere ture på motorcykel gennem Sydamerika. Senere rejste han til Mexico, hvor han mødte Fidel Castro - og resten er historie ...

Hans egentlige navn er Ernesto Guevara. Tilnavnet "Che" fik han, fordi argentinere bruger det som et udråb i stil med "mand!"
Fidel Castro og Hugo Chavez besøgte museet i 2006.

Argentinske landskaber fra øst til vest

Argentina, 18-22. december, Lise og Søren

Hvedemarker – fra Buenos Aires mod nord til Rosario

Vi lejede en bil og kørte tværs over landet fra Buenos Aires til Mendoza. Her på pampas'en blev Argentinas rigdom skabt, da landet eksporterede hvede og kød til det krigshærgede Europa, både under 1. og 2. verdenskrig. Omkring år 1900 var Argentina rigere end de fleste europæiske lande.

Uendelige marker med hvede så langt øjet rakte. En af byerne havde simpelt hen tilnavnet “Kongen af hvede”.

Argentina er kendt for kød af høj kvalitet - så her græsser det kvæg, som ender som nationalretten "asado", dvs grillstegt oksekød.

Tørre bjerge – Fra Cordoba og mod vest

Umiddelbart lignede det et tørt, stenet bjerglandskab, hvor ingen kunne leve. Vi stoppede ved et lille øde hus, der solgte fåreskind. Vi fik drengen i familien til at tage os på en to timers gåtur ind i landskabet.

Han viste os hen til tantens idylliske gård i en lille dal.

Vi fulgte en elv, som dannede små vandfald og bassiner, hvor man kunne bade. Geder græssede – en pastoral idyl.

Han prøvede forgæves, om han kunne fange fisk med hænderne.

Der er kondorer i området, og drengen mente, at dette er en.

Fra maki til buskørken

Den sidste tredjedel af landskabet mellem forbjergene og de egentlige Andesbjerge var tørt og lignede steppe. Fra busksteppe over græssteppe til egentlig ørken med sand og klitter. Grupper af geder ”græssede” blandt udtørrede græsser.

Muligvis en skovbrand på en af bjergskråningerne?

”Her kan man ikke leve”, sagde vi til hinanden. Og dog, hver 10. km gik der sideveje ind til spredte gårde, og vi så også gårde langs vejen.

Uendelig landevej så langt øjet rakte.

To byer, som på kortet lignede nabobyer, ligger med 100 kms afstand.
Et sted var der så tørt, at der var saltaflejringer.
Vi nærmer os byen Mendoza, og her er floden totalt udtørret.
Efter ca 1500 km nåede vi til Mendoza - og nu var der vinmarker så langt øjet rakte. Nettet skal beskytte druerne mod hagl.
Mendoza ligger lige øst for Andesbjergene, og tæt på Amerikas højeste top Aconcagua (6,962 m).

Fugleklatten

Buenos Aires, lørdag den 15. december, Søren

"I vores land siger man, at fuglerklatter giver lykke!" Sådan bakkede vi smilende ud af en tvivlsom affære. Vores første røverioplevelse.

Vi stod og ventede for at krydse ved en fodgængerovergang, da et charmerende par ville hjælpe os med at tørre en "fugleklat" af, som de netop havde sprøjtet på Lises tøj og mine bukser. De vidste, at der var vand lige i nærheden, og de havde tilfældigvis også små papirservietter klar til brug.

Heldigvis havde vi læst om tricket, så vi nærmest dansede os smilende ud af situationen, idet vi hele tiden havde dem foran os. Vi mistede intet, men pletterne på vores tøj mindede os de næste dage om hændelsen.

Tango i Buenos Aires

Buenos Aires, 13-17. december 2007, Søren og Lise

“En – to –tre – samle, en – to - tre – samle. Det fjerde trin skal vare lige så længe som hvert af de andre. Og Lise, du skal give modvægt”.
Vi er til tango-undervisning hos Pablo. Han bor i en høj ejendom, og øverst er der indrettet en dansesal, hvor vi får vores privattime. Der er udsigt hen over tagene i Buenos Aires, og mange andre huse har også tagterrasser.

"De grundlæggende trin i tango er som at at gå" forklarer Pablo

Det hele begyndte, fordi vi havde indlogeret os på det lille hotel ”Lina´s Tango Guesthouse”. De andre gæster var ”aficionados de tango”. Fx Ariel fra Seattle, som til daglig underviser ingeniørerne fra Microsoft i tango. Hun forklarede os, at tango er improvisation. Der er ingen faste trin, men manden fører, og kvinden skal følge hans bevægelser. Alle bevægelser udgår fra brystet.

Her i den charmerende gårdhave kan man få tangoundervisning.

Senere talte vi med Lina, hotelværtinden. ”Tango er som at udleve en drøm!”. Hun er en livlig kvinde fra Colombia; hun nærmest kærtegner en virtuel dansepartner, mens hun taler drømmende. ”Vi kvinder klæder os ud, som vi ellers ikke ville. Vi er dronninger for en aften. Mændene siger, at jeg er smuk, og at jeg danser fantastisk. Det er muligvis løgn, men de er dejligt”. Så tilføjer hun mere nøgternt: ”Men tro ikke, at det er ren idyl! Kvinderne sætter sig så vidt muligt på de bedste pladser og skygger for andre kvinder. De næsten slås om mændene. Mændene, derimod, er mere solidariske; de prøver ikke at stjæle hinandens kvinder”. Lina lever for og af tango. Al snak på hotellet handlede om tango.

Her boede også Evelyn fra Wales. Til daglig arbejder hun som kropsterapeut, og i fritiden går hun til tango. Det var tredje gang, hun var i Buenos Aires – hver gang for at danse tango. Som enlig kvinde gik hun mest til eftermiddags-milongas. ”For mig er succeskriteriet, at hver dans lykkes”, dvs at hun og dansepartneren smelter sammen i et fælles flow.

Kvinden skal læne sig frem mod manden, så de høje hæle tjener til, at hun bevarer jord-forbindelsen.

Milonga

Vi forstod hurtigt, at de ikke anså de turistede shows for noget. I stedet anbefalede de, at vi opsøgte en af de mange milongas i byen. Milonga er et offentligt sted, en sal, hvor folk mødes for at danse tango. Nogle steder åbner om eftermiddagen (det vil sige ved 18-tiden), mange først kl. 22, og de fortsætter til kl. 3 eller 4 om morgenen.

Tango-sko på Lina's Tango Guesthouse
De fleste kvinder danser med lukkede øjne og et henført udtryk. Manden, derimod, skal styre, så de ikke støder ind i andre par.

Vi fandt adressen, et hus på Humberto Primo i et almindeligt boligkvarter. Tøvende gik vi op ad de slidte trappetrin, og lyden af tangomusik blev stærkere. Vi kom ind i en stor sal, langs væggene var der små borde, og på dansegulvet var der 6-8 par i fuld gang med en tango. Musikken var elektronisk. Efter lidt tid forstod vi spillet. Mændene sad til højre, kvinderne til venstre. Manden byder en dame op ved at fange hendes blik og nikke. Hvis hun vil danse, nikker hun, og de mødes på gulvet. Musikken spiller tre numre, kort pause (evt med en anden type musik), tre numre, pause, etc. Dvs at man normalt danser tre danse med samme partner.

De gamle bliver unge

Præcis som Lina havde fortalt, var de fleste over 60 år. Mændene var i dagligtøj, mens kvinderne var pyntet med fine kjoler, sminke og – vigtigst: højhælede dansesko. Små tykmavede, halvskaldede mænd, som man normalt ikke ville lægge mærke til, forvandlede sig på dansegulvet til elegante dansere. Bedstemødre med farvet hår, for meget sminke og med kjoler fra 70-erne blev som unge piger, så snart de dansede.

Ældre mænd danser med yngre kvinder, unge mænd med ældre damer, fx en ung ”turist” med gummisko og skovmandsskjorte, der dansede med en nydeligt klædt dame i 60-erne.
Det fascinerende er, at det er helt almindelige mennesker, ofte ældre, mange alene. De mødes om deres fælles interesse: tango, og resten af ugen lever de almindelige liv. Til eftermiddagsmilongaerne kan folk komme i frokostpausen og gå tilbage på arbejdet. Vi så en af mændene sætte sig ind i sin taxa og køre videre. 4-5 kvinder forsvandt fnisende hen ad gaden og ind i samme bil.

Søndag aften overværede vi en milonga på en lille plads i San Telmo, en gammel bydel i Buenos Aires. Under de store træer stod et lille orkester, og der var et dansegulv. Her var der dans fra kl. 19 og stadig, da vi fik hjem ved 24-tiden.

I virkeligheden er det en ret lille gruppe argentinere, der danser tango, men det fylder utroligt meget i turistbilledet af Buenos Aires. Vores bekendte, Nora og Eduardo, har fx aldrig dyrket tango.

Vi så også professionelle optræde. De bruger selvfølgelig mere avancerede trin og variationer.

Plaza de Mayo

Buenos Aires, den 13. december 2007, Lise

På vores første dag i Buenos Aires gik vi straks hen til den berømte plads Plaza de Mayo. Det var nemlig torsdag, dagen hvor Mødrene fra Plaza de Mayo går deres ugentlige runde for at gøre opmærksom på alle de mennesker, som "forsvandt" under militærdiktaturet (1976-1983), også omtalt som Den beskidte Krig.

I middags-heden var det forfriskende med et sprøjt fra springvandet

Pladsen var allerede fuldt optaget af en anden demonstration: en række fagforeninger demonstrerede over for den nyligt tiltrådte præsident, Cristina Fernandez Kirschner, ægtefælle til den forrige præsident.

En gammel helt er stadig aktuel

Mødrene fra Plaza de Mayo

Midt i mylderet dukkede de op, mødrene, som nu snarere er bedstemødre. De hvide hoved-tørklæder er kende-mærket.
Sådan så det ud i 1981, da kampagnen startede.

Erindringsmuseer

Opgøret med diktaturet og alle forbrydelserne begået under den beskidte krig er i fuld gang. I to byer så vi museer om "memoria", som dokumenterer hvad der skete.

Billeder af forsvundne personer på en gade i Córdoba

Gløgg på kontoret

Fredag den 7. december 2007, Søren

Julehygge

Vi kunne ikke finde en dag, hvor alle på kontoret kunne være sammen op til jul. Efter lodtrækning blev julefrokosten fastlagt til den 14. december, hvor vi allerede er rejst på ferie til Argentina.

Derfor inviterede vi til jule-ferie-gløgg på kontoret i dag. Lises mors gamle gløgg-opskrift, juleknas og på bordet en adventskrans af plastik med fire lys. Rigtig hyggeligt.

Tidligere historier under Siden sidst

© www.lisefogh.dk | Opdateret: 13-03-2019 | Forside | Kontakt | Til top