Søren & Lise i
Guatemala

Programmet - 7

Nyere historier under Programmet

Vanille gror godt i Guatemala

Den 29. august 2007, Lise

Vanille er oprindeligt fra Centralamerika. Ifølge teorien kan en vanilleplante først give frugt efter 3-4 år, men på plantagen i Semuy, Alta Verapaz, begynder planterne at give frugter allerede efter 1½ år.

Så det giver store forventninger i Vaidegua, en forening af vanilledyrkere.

Formanden for foreningen, Cecil Tarok, viste os rundt i en af plantagerne.

Vanille er en slyngplante, så den skal vokse op ad et træ eller et stativ. Man eksperimenterer med forskellige former for espalier – op og ned, eller som horisontale gardiner.

Anvendelsen af urtepotter er også et eksperiment. Fordelen er, at den særlige muldjord omkring hver plante ikke bliver skyllet væk, når det regner – men det skal modregnes udgiften til alle urtepotterne. Ellers har man bygget en slags højbede.

Bestøvningen foregår manuelt – man tør ikke stole på, at insekterne gør arbejdet.

Man bestøver ved at ridse i planten med en lille pind – et fint arbejde der kræver behændighed, så foreningen forestiller sig at overlade denne del af arbejdet til kvinder.

Hver blomst sætter typisk 8-12 frugter, men de lader normalt kun 5 vokse ud. På den måde sikrer de, at frugterne bliver lige, ikke krumme – og dermed får frugterne en højere markedsværdi.

Vanille høstes den 13. december – det er nemlig dagen for vanilledyrkernes helgen. Fra gammel tid er det ulovligt at færdes med vanille-frugter alle dage før eller efter denne dato – det skulle forhindre tyveri af vanille.

Når frugterne er høstet, skal de tørre – det er lidt besværligt, for de skal bæres ud om dagen og tages ind igen om aftenen, og hele processen tager 2 måneder. Også denne del af arbejdet overtages af kvinder.

På dette tidspunkt af året er tørrestativerne ikke i brug - først efter den 13. december.

Vaidegua håber at få flere bønder til at dyrke vanille, så foreningen kan opnå en større samlet høst og dermed et bedre marked. Derfor har foreningen startet en planteskole, hvor de driver vanilleplanter frem, som bønderne kan købe.

Vaideguas planteskole, tørreanlæg og lager ligger flot lige ud til floden.

Chirrepec - et te-kooperativ

Den 29. august 2007, Lise

Tyske plantageejere i Guatemala

Ikke alene kaffe, men også te kan man dyrke i Guatemala. Og det fandt den entreprenante tysker Diesseldorf på at gøre i slutningen af 1800-tallet.

Han var blevet inviteret hertil af Guatemalas daværende præsident sammen med hundredvis af andre tyskere og schweizere for at etablere plantagedrift. Præsidenten forærede simpelt hen kæmpe landområder til disse europæiske familier – uden hensyn til, at jorden faktisk ejedes af Maya-bønder. Det giver den dag i dag problemer med jordrettigheder og skøder.

Tyskeren Diesseldorf var meget fremgangsrig – han dyrkede kaffe, kardemomme og te på sin finca, dvs plantage. Især kaffe og kardemomme er stadig store eksportvarer fra Alta Verapaz. Men også te blev plantet på store arealer – og disse tebuske står der stadig i dag.

Disse tebuske er op til 100 år gamle, og stadig produktive.

Under 2. Verdenskrig blev alle tyskere beordret ud af landet – det var et krav fra USA, som den USA-venlige regering i Guatemala opfyldte. Tyskerne fik 24 timer til at give sig af sted, og den guatemaltesiske stat overtog deres jorde. Efter krigen vendte mange af tyskerne tilbage, og flere måtte købe deres egen jord tilbage. Mange jorde blev foræret til militærfolk. I andre tilfælde - som fx her i Chirrepec - forærede staten jorden til de bønder, der havde arbejdet på finca'en og forlangte, at bønderne organiserede sig i kooperativer. Staten ansatte derefter en leder af kooperativet.

Ledere blev upopulære

Men disse ledere var ikke gode – dels var de ikke fra lokalsamfundet, dels var de ikke dygtige eller uddannede. De sørgede for at rage til sig, men kunne ikke lede kooperativet. Det har skabt stor mistillid til kooperativ-modellen, og fx Chirrepec har i årevis været ledet af en bestyrelse for kooperativet. De har simpelt hen ikke ønsket at have en leder – men nu har de forhåbentlig indset, at de er nødt til det.

Man plukker kun de tre øverste blade, resten bliver siddende. Og efter en måned kan man plukke den samme busk igen.

Hele familien arbejder

Der er 293 familier i kooperativet, og hele familien deltager i teplukningen. Man kan plukke te næsten hele året – minus december til marts. I den periode skal buskene beskæres.

Derefter bærer bønderne teen på ryggen hen til tørreriet, hvor den bliver vejet. De tjener 1 Q pr pund, og en hel sæk vejer ca 25 kg. Den gennemsnitlige indkomst pr dag er kun på 30-35 Q, dvs ca 27 DKK.

Processen

Først skal teen tørre nogle dage, mens den ligger her på gulvet.

Når tebladene har "fermenteret" i en lukket trækasse et par timer, bliver de "rullet" i en særlig maskine, og derefter sendt gennem en tørremaskine. Og så er tebladene klar til pakning.

Pakkeriet var en oplevelse – her stod kvinderne og puttede te i små, søde æsker – hver æske er beregnet til 8 kopper te.
Det gik lynhurtigt at lime æskerne.

Derefter sørgede mændene for at emballere til forsendelse.

Et forstenet kooperativ

Besøget afsluttedes med et møde med Chirrepecs bestyrelse. Kun formanden sagde noget, alle de andre sad blot og lyttede (eller sov).

Chirrepecs problem er – kort fortalt – at salget har stagneret i 8 år, mens antallet af personer er vokset. Familierne har typisk 6-8 børn, så der bliver flere og flere, som skal leve af den samme jord. De har ganske vist hver især et stykke "milpa", dvs majsmark, men daglønnen fra te-plantagen udgør som sagt kun ca 35Q.

Kooperativet vil derfor meget gerne have hjælp til at udvide salget, finde nye kunder, gerne i hovedstaden og allerhelst i udlandet. De havde forsøgt at sælge via Wall Mart-supermarkedskæden, men de kunne ikke konkurrere med fx Lipton, som kan sælge sine teposer billigere end Chirrepec.

Radikal reform nødvendig

På vej hjem drøftede vi, hvordan man kunne hjælpe Chirrepec. Ingen tvivl om, at kooperativet må gennemføre radikale strukturændringer, hvis det skal overleve og indgå på det internationale marked. Lau foreslog, at de blev underleverandører til Lipton.

Konkurrencefordele

Chirrepec-teen sælges kun i den vestlige del af Guatemala. Vi har smagt teen, og den er udmærket – og især er det interessant, at den ikke bliver bitter. Jeg kunne ikke finde ud af, hvilken type te (darjeeling, assam etc), der var tale om. De omtalte den udelukkende som sort og hvid kinesisk te. Foreløbig er teen ikke certificeret som "organisk" eller "økologisk", men det ville nok være en stor fordel – især da de ikke anvender pesticider.

Jeg tog min egen medicin

Den 25. august 2007, Søren

Prioritere 30 projekter

Den sympatiske Kurt Schneider fra den svejtsiske NGO Helvetas pressede og lokkede. Og jeg gik i fælden:
Jeg accepterede at læse 30 projektforslag igennem og deltage i en beslutningskomite om støtte for millioner til fattige bønder inden for en frist på 7 dage - selv om min kalender allerede var fuldt booked.
Jeg følte den tunge kollegiale pligt over for en kongenial kollega, men også et snert af (uskøn) forfængelighed.

Bare gør det!

Det blev en spændende lørdag. På 5 timer kom jeg igennem den tommetykke samling af tætskrevne blanketter med detaljeret information. Kvindeprojekter med spisesvampe, højlandsbønders dyrkning af kartoffelspirer, og et kooperativs organiske kaffeproduktion overtaget efter en krakket plantageejer.

Forceret læring

Min hjerne kom i flow-mode, fuldt koncentreret og på flere planer samtidigt:
  • Jeg prioriterede projekterne.
  • Jeg internaliserede en oplevelse af, hvad medlemmerne af PREMACAs beslutningskomite føler.
  • Jeg oplevede, hvilke oplysninger der reelt drev mine beslutninger.
  • Jeg designede nye blanketter til AGEXPORT.
  • Jeg identificerede mig med bonden med drømmen om egne pakkemaskiner og en flot pakkehal
  • Jeg var den kyniske rådgiver, der så den samme bondes manglende markedsudsyn.
En sand mental flyvetur.

Lander jeg på benene?

Forhåbentlig holder min prioritering, når jeg konfronteres med de andre komitemedlemmer, som sikkert har længere erfaring end jeg. Forhåbentlig kan mine blanketskitser bruges til effektive kommunikationsværktøjer for mit eget projekt.

De næste dage må vise det.

Møde med parallelle forløb

25. august 2007, Søren

Teknikere taler midler

Det var herligt at være til 1½ døgns møde den 21-22. august i San Salvador med 30 deltagere fra programmet. Ledere og medarbejdere fra de udførende organisationer (dem der styrer de 7 komponenter = programdele) samt os internationale rådgivere.

Vi lærte hinanden at kende og talte konkret om, hvordan vi kunne opnå synergi og trække på hinanden på tværs af komponenterne. Ikke kedeligt, som når politikere og høje herrer mødes og taler højtravende om målene.

Aktivitet i pauserne

Under kaffe, frokost og aftensmad udfoldede energien sig, og der blev truffet konkrete aftaler. Jeg blev helt ydmyg ved at høre om al deres erfaring, og jeg erkendte – endnu engang – hvor mange af dem der er højt begavede og veluddannede. Vi har været heldige med dette hold.

Her er der gang i hhv Outlook, Explorer og Word.

Den stille protest

Den højeste politiske leder fra CCAD (en centralamerikansk organisation), som lagde lokaler til mødet, skulle byde velkommen. De fleste åbnede straks deres bærbare computere og søgte på nettet, skrev mails, forberedte deres indlæg eller snakkede og aftalte møder. Ingen regnede tilsyneladende med, at den lange, politiske velkomst kunne være væsentlig.

Gammeldags mødeform

Mens pauserne som nævnt var aktive og produktive, kan man – suk - åbenbart ikke slippe den traditionelle mødeledelse. Alt foregik i plenum, successivt ét punkt ad gangen, uhindret adgang til lange mono-indlæg, central ordstyrer og referent.

Jeg bliver mere og mere tilhænger af modsætningen: Autonome grupper, parallelle forløb, ultrakorte indlæg, kaosstyring, "go-with-the energy" og lange selvstyrede pauser.

90% protesterer sundt

Alle ved, at plenummøder er tidsspilde, så 90% laver noget andet, mens ordstyreren og en enkelt deltager filosoferer sammen. Men endnu er kulturen ikke moden til at ændre ved mødeformen.

Det traditionelle gruppebillede blev helt "genialt", syntes alle, fordi jeg tog en opfordring alvorligt om at lægge mig på langs foran gruppen. Glæden over denne lille afvigelse fra det normale var overvældende.

Tidligere historier under Programmet

© www.lisefogh.dk | Opdateret: 13-03-2019 | Forside | Kontakt | Til top